Julie valgte HA for at sikre fremtiden

”Jeg ville bare gerne have alle muligheder åbne i fremtiden, og det føler jeg, at jeg har med en HA.”


Julie Gindler var kun 18, da hun skulle vælge studie. Hun valgte at gå den lige vej, uden pauser, efter handelsskolen. ”Jeg har altid taget den direkte vej. For mig har det været helt naturligt, men jeg vidste ikke dengang, hvad jeg ville med resten af mit liv, så det var faktisk ikke så nemt.” Med hele verden for sine fødder vidste hun, at det vigtigste for hende var at vælge noget, som ville åbne endnu flere døre. 

Lidt uden for Ikast ligger en lille gård. Her er plads og fred og ro nok til, at man kan komme væk fra hverdagens stress og jag. Her er 22-årige Julie Gindler ofte at finde på ryggen af hesten Nice Fellow - det minder hende om, at alt ikke handler om studiet. Her tager hun ud for at få fornyet energi og for at koble hjernen fra. Nice Fellow har været en del af Julies liv gennem flere år, og sammen har de nået gode resultater på et højt konkurrenceniveau. 

”Når jeg træner med Nice Fellow, finder jeg en ro. Det er et frirum for mig at kunne nyde den friske luft og være udenfor nogle timer,” siger hun. 

Julie Gindler har netop afsluttet 6. semester på Erhvervsøkonomi - HA. Og selvom hun er vild med forretningsudvikling og international økonomi, så er det igennem ridningen, hun finder ro og fornyet energi. Hun mener endda, at ridningen har hjulpet hende til at blive bedre til at studere. 

”Jeg bruger faktisk min sport rigtig meget i mit studie. Jeg er vant til at skulle skemalægge og planlægge alting i min træning, og jeg sætter delmål for mig selv - det er noget, jeg har brugt rigtig meget i min studietid,” fortæller Julie Gindler, der troede, at en studerende på universitetet skulle læse fra tidlig morgen til sen eftermiddag. Hun fandt hurtigt ud af, at sandheden var en helt anden. 

”Jeg lærte ret hurtigt at prioritere min tid, og finder man ud af at bruge sin studiegruppe rigtigt, så er der også plads til fritidsaktiviteter og studiejobs.” 

Læs mere om uddannelsen HA, erhvervsøkonomi i Herning her. 

Herning var et helt naturligt valg
Julie Gindler har aldrig haft den store udlængsel, som så mange andre unge har efter deres gymnasieår. ”Jeg har faktisk aldrig været skoletræt. Jeg kan bare rigtig godt lide at gå i skole.” Derfor var det også helt naturligt for hende at gå direkte videre fra handelsskolen til universitetet. 

Og beslutningen om en uddannelse var egentlig ligetil, da hun stod der i sommersolen med sin fine, nye studenterhue på. ”Jeg vidste, at jeg ville direkte videre, og at jeg ikke ville begrænses af min uddannelse.” Hendes forkærlighed for alle de fag på handelsskolen, der havde med afsætning at gøre, og ønsket om at holde alle døre åbne så længe som muligt gjorde, at valget naturligt faldt på Erhvervsøkonomi - HA. 

Som konkurrencerytter på højt plan brugte hun en stor del af sin tid i sadlen, og hesten Nice Fellow spillede en stor rolle i hendes valg af studiested. ”Det var faktisk helt naturligt for mig at vælge Herning, fordi jeg gerne ville fortsætte min ridning, og fordi Herning i mine øjne kan mindst ligeså meget som andre studiebyer. Og så var jeg jo heldig, at jeg kunne få den uddannelse, jeg drømte om, lige her. Herning er en fed by -her er et fedt byliv og gode shoppemuligheder. Jeg har aldrig overvejet Aarhus eller København. Jeg kunne ikke se hvorfor, når Herning giver mig præcis det, jeg forventede af både uddannelse og studieby.” 

Sådan sørger du ind på uddannelsen.

”Alle andre burde tage deres HA i Herning”
Julie Gindler har netop afsluttet sin bachelor, men for hende er studierne ikke slut. Hun vil videre - specialisere sig og læse kandidatuddannelsen cand.merc. i International Business Development, der er en helt ny uddannelse, som også udbydes på Aarhus BSS i Herning. ”Da jeg valgte at læse HA, vidste jeg, at jeg ville få et godt og solidt fundament til at arbejde i erhvervslivet, og at jeg så sidenhen ville kunne specialisere mig lidt mere med min kandidat.” Da Julie Gindler valgte uddannelsen i sin tid, vidste hun ikke, om hun ville være revisor, arbejde med organisation, strategi eller noget helt tredje, men i løbet af studietiden har hun sporet sig nærmere ind på, hvad hun vil med sit liv, og hun er meget glad for, at hun kan fortsætte i Herning. 

”Jeg er glad for, at jeg bliver i Herning. Miljøet på skolen er rigtig godt, og uddannelserne har et højt fagligt niveau. Der er en form for klasseånd, og i og med det er et forholdsvist lille undervisningssted i forhold til f.eks. Aarhus og København, så er man tættere på sine medstuderende og undervisere. Det betyder, at hjælpen aldrig er langt væk, hvis der er noget, man har lidt svært ved.” 

Og Julie Gindler er ikke i tvivl om, hvad hun vil råde andre unge til, der står i samme situation som hende selv, da hun skulle vælge uddannelse i sin tid. 

”Alle andre burde tage deres HA i Herning. Her er bare fedt at være, og selvom der ikke er nogle optagelseskrav, så er niveauet herude stadig ligeså højt som i Aarhus og København. Og vælger man Herning, så kommer man til at bo i en fed by uden at skulle betale ligeså meget for det som i de helt store studiebyer, og det er jo også værd at tage med,” fortæller hun med et glimt i øjet. 

Læs om andre studerende og se videoklip her.