”Du skal føle dig velkommen”. Så enkelt kan det siges.
For selv om din videregående uddannelse sikkert er det vigtigste for dit valg af uddannelsesinstitution, så er alt det udenom afgørende for, at du får en god studietid.
Det kræver en indsats at få en uddannelse, men der skal også være tid til sjov og socialt samvær. På Campus Herning fokuserer vi på det faglige, men der er også plads til venskaber, oplevelser, hygge, kærlighed, og hvad studielivet ellers fører med sig.
Studiemiljøet på Campus Herning er internationalt, og ca. 15 % af de omkring 1.150 fuldtidsstuderende kommer fra andre lande end Danmark, ligesom en del af forskerne på Institut for Forretningsudvikling og Teknologi har en international baggrund. Det er med til at gøre Campus Herning til et sjovt, spændende og udfordrende sted at studere.
Ved siden af det innovative fagmiljø får du selvfølgelig også alle de traditionelle goder fra universitetsverdenen: Undervisning baseret på den nyeste forskning, formidlet af fagfolk med stor indsigt i emnerne; adgang til mange kandidatuddannelser og mulighed for deltagelse i forsknings- og udviklingsprojekter.
Herudover tilbydes der også et stort udbud af valgfag og rig mulighed for at sammensætte egen uddannelse. I Herning sætter vi stærkt fokus på din personlige udvikling, bl.a. ved at sikre en nem og ligetil adgang til underviserne og sørge for, at en stor del af undervisningen foregår på mindre hold.