– bliv iværksætter med hjælp og netværk
Som studerende på Aarhus Universitet i Herning kan du arbejde med innovation og entreprenørskab, mens du læser. Uanset om du blot er nysgerrig, har en konkret forretningsidé eller allerede driver virksomhed, finder du sparring, hjælp og netværk i Business Factory. Mange virksomheder har taget deres første skridt her – og flere har vokset sig både store og succesfulde.
I Business Factory møder vi dig dér, hvor du er på din iværksætterrejse. Nogle har en spirende idé, andre en etableret virksomhed. Derfor har vi tre forskellige arbejdszoner, der giver dig de rette rammer og sparring – uanset om du er i gang med de første skitser eller klar til vækst. Alle zoner er gratis for studerende, men for at sikre det rette match skal du igennem en kort screeningsproces hos vores BF-konsulent, Jan Kvist Martinsen.
I Business Factory er det gåpåmodet, der tæller. Mange studerende har kastet sig ud i at starte virksomhed ved siden af studiet. Nogle holder det småt, mens andre vokser sig større. Her kan du møde et udpluk af virksomheder, der tog deres første skridt i Business Factory – fra helt nye idéer til virksomheder, der allerede er godt på vej.
Tag fat i Jan Kvist Martinsen via mail eller telefon.
Eller smut op forbi Business Factory på 1. sal i Birk Centerpark 15, Herning.