Nyt kapitel i Herning: Camillas rejse for at forene kommunikation og it

Camillas valg af ITKO var drevet af et ønske om at bygge en stærk forståelse for teknologi og digitale løsninger oven på hendes bacheloruddannelse inden for kommunikation. En kombination hun ser som essentiel i en tid, hvor teknologi spiller en stadig større rolle i organisationer.

“Jeg valgte ITKO, fordi uddannelsen forener mine interesser for kommunikation og markedsføring med it. Jeg ser det som en kæmpe fordel at have indsigt i, hvordan it-systemer påvirker organisationer,” forklarer Camilla.

Camilla Bjerggaard Pedersen er 26 år og studerer ITKO i Herning. Med en bachelor i international virksomhedskommunikation i engelsk og medier fra Syddansk Universitet i Odense har hun nu valgt at flytte fra det fynske og bosætte sig i Herning.

Fra Fyn til Herning

Camilla, der oprindeligt kommer fra Sydfyn, valgte at flytte fra Odense til Herning for at starte på ITKO, selvom hun har boet på Fyn hele sit liv.

Da hun besluttede sig for at læse en kandidat med fokus på it og kommunikation, var det vigtigt for hende at finde en uddannelse, der ikke kun passede fagligt, men også praktisk. ITKO i Herning skilte sig ud som det oplagte valg med en kombination af kommunikation, en stærk teknologisk forståelse og virksomhedssamarbejde – og samtidig tilbød et godt studiemiljø med plads til fordybelse.

Og med et ønske om at bo tæt på campus til en pris, der er til at betale, var Herning det perfekte valg for Camilla.

“Herning har et stort udvalg af gode studieboliger, om man så vil bo tæt på universitetet eller inde i Herning by. Uanset hvor man vælger, så er universitetet i gå- eller cykelafstand. Desuden er skemaet struktureret med undervisning samlet midt på ugen, så det er nemt at planlægge en tur hjem til det fynske,” fortæller Camilla.

En uddannelse med forståelse for niveau

Før studiestart var Camilla nervøs for det faglige niveau på ITKO, og særligt it-fagene vækkede bekymringer. Bekymringerne blev dog hurtigt afkræftet. Camilla forklarer:

“Underviserne har været rigtig gode til at tilpasse niveauet, så selv os uden en it-baggrund kan følge med. Jeg var bekymret for at starte på et fag som f.eks. softwareudvikling, men der har været en klar forståelse fra underviserne om, at størstedelen af os kommer fra uddannelsesbaggrunde, hvor it ikke indgår.”

Praksisorienteret og virkelighedsnær undervisning

Camilla fremhæver, hvordan ITKO fokuserer på at uddanne de studerende til arbejdsmarkedet. På ITKO er undervisningen struktureret, så de studerende lærer, hvordan de skal omforme deres teoretiske viden til praktisk arbejde:

“Undervisningen er meget praksisorienteret, og mange af eksamenerne bygger på konkrete virksomhedscases og -samarbejde. Vi får derfor konkret erfaring og en god forståelse for, hvordan vi arbejder med teorien, og hvad vi kan møde på arbejdsmarkedet, når vi er færdige med at læse,” forklarer Camilla.

Derudover beskriver Camilla, hvordan undervisningen er koordineret på tværs af fag:

“Undervisningen følger hinanden, hvilket gør den lettere at følge med i. Vi lærer f.eks. om iterativ udvikling i ét fag, hvor vi så i et andet fag skal tænke en iterativ udviklingsproces ind i vores projekt.”

Studiemiljøet på ITKO byder på godt sammenhold

Camilla beskriver, hvordan studiegrupperne arbejder tæt sammen, også selvom mange bor i Aarhus eller andre steder og pendler til Herning.

“Undervisningen er planlagt på en måde, der gør det nemt for pendlere, hvor mange kører sammen eller taget toget. Derudover har vi en fælles Messenger-gruppe, hvor der bliver skrevet ud med sociale arrangementer – også for dem, der ikke bor i Herning. Der er altså også fokus på det sociale på ITKO,” forklarer Camilla.

Camilla ser desuden frem til at styrke fællesskabet yderligere i den nye studenterbar på campus.

Et blik mod fremtiden

Camilla ser begejstret frem til en fremtid, hvor digitale løsninger er med til at styrke organisationer og deres kommunikation. En fremtid, som ITKO-uddannelsen forbereder hende på.

“Uddannelsen giver både en bred forståelse og muligheden for specialisering, hvilket er en kæmpe styrke. ITKO gør det muligt at forme min fremtid, som jeg vil – og jeg glæder mig til at være en del af den,” fortæller Camilla.

Mød flere ITKO-studerende