GMM-uddannelsen var springbrættet til Maikens arbejde med bæredygtige løsninger

Da Maiken Lydholm i 2020 valgte at læse diplomingeniøruddannelsen i global ledelse og design af produktionsnetværk, GMM, var det især to ting, der tiltrak hende: Den brede forståelse for forsyningskæden inden for produktion og muligheden for at skabe et stærkt arbejdsmæssigt netværk allerede under studiet.

I dag arbejder Maiken som sustainability manager, hvor hun hver dag bruger sine tekniske og forretningsmæssige kompetencer.

“Vi bliver ikke uddannet som specialister i én ting. Vi lærer lidt om det hele, så vi kan tale både det tekniske og forretningsmæssige. GMM har gjort, at jeg forstår det tekniske bag processer og produktion og samtidig kan formidle det videre til nogen, der ikke er på produktionsniveauet som f.eks. ledere og bestyrelsesmedlemmer. Det er en virkelig god kompetence at have i sin værktøjskasse,” fortæller Maiken.

Fra undervisning til virksomhed

På GMM-studiet er der kort fra undervisningslokalet til virksomheden. Teorien bliver hurtigt omsat til praksis, og det havde stor betydning for Maikens studieforløb.

“Det gjorde en kæmpe forskel, at vi hurtigt fik lov til at bruge det, vi havde lært. Viden fæstnede sig meget bedre, fordi vi fik hænderne i virkelige projekter med det samme. Og det blev en kæmpe fordel både under og efter studiet,” forklarer Maiken.

Undervisningsstrukturen på GMM-uddannelsen består af et forløb med cirka fire ugers undervisning på universitetet, hvorefter du kombinerer undervisningen med projektarbejde. Den sidste måned af semesteret arbejder de studerende koncentreret med projektarbejdet. Det er en opbygning, som ifølge Maiken skaber en bedre forståelse for stoffet – og en oplagt mulighed for at netværke med erhvervslivet.

“Når du arbejder sammen med en virksomhed, lærer du at omsætte teoretisk viden til noget, der skaber værdi i praksis. Det er en læringskurve, der er enormt motiverende, fordi du kan se, at dit arbejde har en reel betydning,” fortæller Maiken.

Netværk som en naturlig del af studiet

Maiken fremhæver særligt netværksmulighederne på GMM.

“Jeg oplevede det som en stor styrke, at vi kunne opbygge relationer til erhvervslivet gennem hele studiet. Det gav mig en tryghed i, at jeg ikke ville stå på bar bund, når jeg blev færdiguddannet,” fortæller Maiken.

Gennem virksomhedsprojekter, praktikforløb og samarbejder på tværs af brancher får de studerende mulighed for at etablere kontakt til erhvervslivet tidligt i uddannelsesforløbet.

“Vi fik naturligt skabt et netværk undervejs på studiet. Jeg deltog blandt andet i Green Innovation Week, da jeg skrev bachelor om bæredygtighed. Her kom jeg i kontakt med nye virksomheder og fik sikret mig mit første job. På et senere tidspunkt skulle jeg finde et nyt job, og der havde en af de her virksomheder henvendt sig til en underviser, som nævnte, at de allerede kendte mig gennem Green Innovation Week. Og så fik jeg jobbet som sustainability manager hos dem,” forklarer Maiken.

Fleksibel hverdag – selv når du pendler

Selvom Maiken boede i Aarhus under sit studieforløb, oplevede hun ikke pendlingen som en ulempe – tværtimod gjorde GMM-studiet det nemt for hende at få hverdagen til at hænge sammen.

“Det fungerede rigtig fint at pendle. Strukturen på uddannelsen gjorde, at jeg ikke skulle pendle hver dag. Ved teoriforløbene i starten af semestrene tog jeg enten toget eller kørte med andre. Vi var nemlig flere, som pendlede fra Aarhus,” smiler Maiken og fortsætter:

”Du kan altid udnytte tiden i toget til forberedelse, og jeg oplevede, at vi ofte hjalp hinanden med f.eks. matematik – også selvom vi var fra forskellige studieretninger. Resten af tiden var vi ude i virksomheder, hvor jeg ikke skulle pendle til Herning. Det gjorde uddannelsesforløbet mere fleksibelt. Og det tror jeg ikke, at du oplever mange andre steder,” fortæller Maiken.

Små hold og tæt kontakt

Derudover fremhæver Maiken også GMM's holdstørrelse som noget særligt. GMM adskiller sig fra mange andre ingeniøruddannelser ved, at holdene er mindre, og der er en tæt kontakt mellem de studerende og underviserne.

“Du er aldrig bare én blandt mange. Du sidder ikke i en forelæsningssal med 200 andre, hvor du bare skal lytte og prøve at forstå det selv. Der er tid til alle spørgsmål og rigtig mange praktiske eksempler, og det, synes jeg, er vildt fedt,” forklarer Maiken.

En uddannelse, der følger erhvervslivets behov

Det har gjort stort indtryk på Maiken, hvordan underviserne på GMM tilpasser uddannelsen til det, virksomhederne efterspørger.

Halvvejs igennem Maikens studieforløb kom der stort fokus på bæredygtighedsrapportering i erhvervslivet, hvilket ikke var et fokus på uddannelsen. Efter blot et halvt år kom der valgfag og temaer i undervisningen om bæredygtighed, så de studerende kunne følge udviklingen på arbejdsmarkedet.

“Underviserne snakker med folk fra erhvervslivet, hvor virksomhedsledere fortæller, hvad de mangler. Så kan GMM-uddannelsen tilpasse sig det behov, og det synes jeg er vildt unikt,” fortæller Maiken og fortsætter:

“Jeg har selv kørt nogle projekter med nuværende GMM-studerende, hvor jeg snakkede med en underviser om, at det kunne være en idé at integrere noget mere om Power BI i undervisningen eller i et projekt, da det fylder meget ude i erhvervslivet. Og det er allerede integreret nu. Der er virkelig kort fra tanke til handling. Den her tilpasning gør, at GMM-studiet hele tiden holder sig opdateret og relevant, og det styrker virkelig de studerende.”

Projektarbejdet er god øvelse

GMM-uddannelsens fokus på projektarbejde ser Maiken som en stor styrke, da det har bidraget med værdifulde kompetencer og god øvelse til fremtiden.

“Projektarbejdet med virksomheder har udviklet mig meget. I starten var vi typisk flere om hvert projekt, men jo længere vi kom i forløbet, desto færre skrev vi sammen, og vi fik derfor mere ansvar. Til sidst skrev jeg projekterne alene, og det gjorde bacheloropgaven virkelig overskuelig, da jeg jo nærmest har lavet bacheloropgaver gennem hele studiet med gradvist færre og færre mennesker,” forklarer Maiken og fortsætter:

"Du vænner dig til at tage ansvar for egen læring og til at arbejde målrettet med en konkret problemstilling. Præcis som du gør i et rigtigt job.”

Vil du (også) tage en ingeniøruddannelse, der klæder dig på til erhvervslivet – og giver dig et godt netværk med på vejen?

Maiken er ikke i tvivl:

”GMM-studiet klæder dig på med både tekniske, forretningsmæssige og personlige kompetencer, samtidig med at du får et stærkt netværk.”

Mød flere GMM-studerende