GMM blev springbrættet til Lasses bæredygtige iværksætterrejse

Allerede i 1.g faldt Lasse over diplomingeniøruddannelsen i global ledelse og design af produktionsnetværk, GMM. Efter et sabbatår, hvor han arbejdede både i butik og i en produktionsvirksomhed, søgte han ind på GMM-uddannelsen, og han har ikke fortrudt det siden.

“Ledelse og de processer, der får en produktion til at hænge sammen, er noget, der virkelig interesserede mig. At GMM-studiet kombinerer de to ting passede derfor perfekt til mig. Og så er det jo bare en bonus, at der er en god startløn og lav ledighed efter uddannelsen,” fortæller Lasse, der nu er på sit syvende og sidste semester af uddannelsen.

GMM er en ingeniøruddannelse, der kombinerer teknisk viden med ledelse og praktisk erfaring, og det har passet perfekt til Lasses interesser.

“GMM handler om at skabe overblik og sammenhæng i hele produktionsprocessen, lige fra de første råvarer til det færdige produkt. Det gælder både, når man skal få maskiner og systemer til at fungere, og når man skal sikre, at der er et godt samarbejde på tværs af afdelinger,” forklarer han.

Virkelige projekter og virkelige erfaringer

For Lasse var det en stor fordel, at han som GMM-studerende tidligt blev introduceret til uddannelsens store fokus på virksomhedssamarbejder og praksisnære projekter.

“GMM er en fed mulighed for at komme ud og arbejde hands-on i virksomheder, så læringen ikke bare foregår gennem læsning i en bog. Der er så mange forskelligartede kompetencer i virksomhederne, og vi lærer som GMM’ere at binde dem sammen og have en koordinerende rolle. Det, synes jeg, er virkelig spændende,” forklarer Lasse.

På andet semester samarbejdede Lasse og hans studiegruppe med en virksomhed, der skulle til at opføre en ny fabrik med et budget på næsten 80 mio. kr.

“Vi fik lov til at se deres planer for fabrikken, hvor vi kiggede på logistikken for at se, om der var nogle ting, der ikke hang sammen, som de ikke selv havde opdaget. Og vi fandt faktisk noget, som virksomheden derefter skulle have en dialog om på baggrund af vores vurdering,” fortæller han.

Fra semesterprojekt til egen virksomhed

På GMM-uddannelsen er der ikke langt fra undervisningslokalet til den virkelige verden, og Lasse har derfor prøvet teorien af i samarbejde med flere forskellige virksomheder under sit uddannelsesforløb. Det er en læringsform, som han personligt er stor fan af.

Lasse har arbejdet med mange spændende semesterprojekter, bl.a. om bæredygtighed i fødevarebranchen på tredje semester. Og på baggrund af et semesterprojekt har Lasse og en medstuderende startet deres egen virksomhed, der skal hjælpe med at reducere affaldet på landets festivaler.

"Vi har udviklet et bæredygtigt alternativ til festivalteltet, som skal lejes ud til festivaler for at undgå brug og smid væk-kulturen ved engangstelte. Teltene er netop blevet testet på Smukfest 2025,” fortæller Lasse.

På GMM-uddannelsen får de studerende rig mulighed for at udvikle og afprøve deres egne idéer, hvilket Lasse har udnyttet med sin virksomhed.

“Vi har lavet projekter og været i praktik i vores egen virksomhed, hvilket har givet os mulighed for virkelig at komme i dybden med vores startup. Hvert semesterprojekt har nogle rammer for, hvad det skal indeholde, men du kan forme projekterne i den retning, som giver mening for det, du brænder for,” siger han.

Kompetencer, der rækker ud over det tekniske

GMM-uddannelsen handler ikke kun om at forstå og lede supply chains. Lasse fremhæver, at han især har lært at forstå og samarbejde med forskellige mennesker, hvilket han ser som en kæmpe styrke.

“Vi bliver trænet i at læse mennesker og forstå, hvordan du bedst kommunikerer og samarbejder med forskellige personlighedstyper. Det er en vigtig kompetence at have, når du arbejder i teams eller skal have en virksomhed til at fungere på tværs af afdelinger,” forklarer han.

Derudover har Lasse også fået en klar forståelse for, hvordan produktion og forsyningskæder fungerer, og hvordan virksomheder kan optimere, så de bliver mere effektive og bæredygtige.

Det tætte studiemiljø i Herning gør en forskel

Selvom Lasse oprindeligt havde tænkt, at han skulle læse i Aarhus, har han ikke fortrudt, at han valgte en uddannelse i Herning. Tværtimod er han glad for, at det netop er her, han er endt.

“Undervisningen er meget dialogbaseret – modsat en klassisk forelæsning, som jeg ikke er tilhænger af. Jeg har oplevet en tæt relation til underviserne og mine medstuderende, hvor der altid er mulighed for sparring. Det passer rigtig godt til min måde at lære på,” fortæller Lasse.

Også fællesskabet blandt de studerende beskriver han som stærkt. Det mindre campusområde skaber en nærhed, hvor der er plads til at finde sin egen måde at være studerende på.

“Der er en kultur for at hjælpe hinanden, og det store fokus på gruppearbejde gør, at du hurtigt lærer hinanden at kende. Der er gode muligheder for at dyrke sine relationer, hvor du kan møde folk på kryds af årgange og studier i studenterbaren eller til andre sociale arrangementer, uanset om du er den meget sociale type eller ej,” forklarer han.

Lasse er klar til næste skridt

Med et halvt år tilbage på GMM-uddannelsen ser Lasse frem til en fremtid, hvor mulighederne er mange.

“Lige nu er drømmen at få vores virksomhed til at fungere og op at køre,” fortæller han.

På sigt vil han gerne arbejde i en mindre virksomhed, hvor han kan få lov til at arbejde med projektledelse i praksis, hvad enten det er noget inden for supply chains eller opstart og optimering af produktion.

Overvejer du at læse GMM?

For Lasse har GMM været mere end bare en uddannelse – det har været en konkret forberedelse til arbejdslivet og et springbræt til hans karriere.

“Med en GMM-uddannelse får du en uddannelse, hvor du udvikler nogle værdifulde kompetencer, der giver dig gode muligheder for at finde et godt job med en fornuftig løn bagefter. Projekttilgangen er en unik mulighed for at prøve teorien af i praksis og en super fed måde at lære på. Du får virkelig et indblik i, hvordan tingene fungerer i den virkelige verden,” afslutter Lasse.

Mød flere GMM-studerende