Frederikke havde altid troet, at hun skulle læse statskundskab. Men da hun opdagede diplomingeniøruddannelsen i forretningsudvikling, BDE, skiftede hun hurtigt mening.
“Kombinationen af innovation, ledelse og produktudvikling passede perfekt til mig. Jeg har altid været en holdspiller, og det at arbejde i teams tiltalte mig langt mere end at sidde som én blandt mange i en forelæsningssal,” forklarer Frederikke.
Selvom hun var en smule bekymret for den tekniske del af uddannelsen, blev Frederikke hurtigt bekræftet i, at BDE var det rigtige valg.
“Jeg havde hverken matematik eller fysik på A-niveau, men BDE er meget mere hands-on end gymnasiet. Og det kan jeg godt lide. Jeg blev hurtigt suget ind i det tekniske og fandt det interessant, fordi der er en mening med det. Det er ikke bare teknik for teknikkens skyld. Vi lærer at være bindeled mellem teknik og forretning, så det er virkelig vigtigt at kunne forstå begge verdener,” fortæller Frederikke.
I dag arbejder hun som business product manager hos Systematic, hvor hun leverer kritiske kommunikationssystemer til forsvaret.
For Frederikke er det især BDE-uddannelsens opbygning med semesterprojekter og praksisnær undervisning, der gør studiet unikt.
“Du lærer at arbejde med alle trin i en udviklingsproces. Fra idé og markedsanalyse til forretningsmodel og lancering. Det er virkelig værdifuldt, fordi du lærer at tænke hele vejen rundt om et produkt eller en løsning,” forklarer Frederikke.
Hun fremhæver særligt de virksomhedsprojekter, som afslutter hvert semester.
“Projekterne sammenkobler teorien fra alle fag i ét stort projekt. Det er den bedste måde at lære på. Du får ikke bare teorien. Du får også lov til at afprøve den i praksis. Det har fungeret virkelig godt for mig, fordi jeg lærer bedst, når jeg har tingene i hænderne,” fortæller Frederikke og fortsætter:
“Du får en meget tættere tilknytning til erhvervslivet, fordi du arbejder sammen med virksomheder gennem hele studiet. Det er en kæmpe fordel at have prøvet det af, inden du som nyuddannet skal ud og søge arbejde.”
Under sin BDE-uddannelse var Frederikke i praktik i en produktledelsesafdeling. Et ophold, der blev starten på hendes karriere. Praktikken førte til et studiejob, og efter endt uddannelse dukkede en spændende stilling op hos Systematic, hvor hun i dag arbejder som business product manager.
“Jeg arbejder meget med strategi og har ansvaret for, hvordan vores produkter skal prissættes og sælges. Jeg leder også et team af udviklere, der står for selve produktudviklingen. Min rolle er at fungere som bindeled mellem det tekniske og det forretningsmæssige, hvor jeg skal kunne omdanne forretningsbehov til tekniske krav og formidle komplekse løsninger på en forståelig måde,” fortæller Frederikke.
Jo længere tid Frederikke har været på arbejdsmarkedet, desto tydeligere er én ting blevet for hende:
“Nogle tænker måske, at vi som BDE’ere bliver uddannet som generalister, der ikke er specialiseret i noget. Men jeg oplever tværtimod, at det netop er det, der er vores styrke. Vi forstår lidt af det hele og kan bygge bro mellem den tekniske og forretningsmæssige verden. Dem er der ikke særlig mange af, og det gør dig virkelig til en eftertragtet profil på arbejdsmarkedet. Du kommer ud med en stærk værktøjskasse og er godt klædt på til at lande et godt job.”
Efterfølgende er Frederikke blevet certificeret product manager – en efteruddannelse, hvor hun genkendte meget fra BDE-studiet.
“Mange betaler virkelig mange penge for at få den viden, vi får med fra BDE. Det siger noget om, hvor relevant og praksisnær undervisningen er,” fortæller Frederikke.
Selvom Frederikke pendlede mellem Aarhus og Herning under sin uddannelse, ser hun tilbage på en studietid, hvor hun hver dag glædede sig til at komme til undervisningen.
“Det, vi lærte, var virkelig spændende, og så havde vi bare et megagodt teamsamarbejde. Det betyder meget for mig at møde op og have gode folk omkring mig. Der var ikke én dag, hvor jeg ikke glædede mig til at komme på universitetet,” fortæller Frederikke.
Frederikke ser ikke tilbage på pendlertiden som et problem. Tværtimod så hun transporttiden som en fordel, der i sidste ende gav hende mere fritid.
“Jeg sørgede for at bruge tiden effektivt. På vej til Herning spiste jeg morgenmad i toget og brugte tiden på at slappe af. På hjemturen lavede jeg lektier, så jeg havde fri, når jeg kom hjem. Det fungerede virkelig godt for mig,” forklarer Frederikke.
Hun fremhæver også, at mange pendler, og at der er gode muligheder for samkørsel. Selv sørgede hun for at lave gruppeprojekter med andre, der boede i Aarhus, så de kunne mødes lokalt i hverdagen.
I dag arbejder Frederikke med komplekse it-løsninger og strategisk produktudvikling. Det er noget, hun aldrig havde forestillet sig, da hun skulle vælge uddannelse.
“Du behøver ikke vide præcis, hvad du vil ende med. Hvis du er nysgerrig på teknologi, men også interesserer dig for ledelse, mennesker og forretning, så er BDE en helt fantastisk uddannelse,” afslutter hun.