Fra produktionschef til en karriere inden for it og organisation

Er du interesseret i at få en uddannelse, hvor du kan anvende din nuværende baggrund og bygge videre? Så er cand.it.-uddannelsen i it, kommunikation og organisation (ITKO) for dig. Du behøver ikke at være it-ekspert på forhånd. På ITKO får du en bred faglig forståelse og muligheden for at fordybe dig i områder inden for både it, kommunikation og organisation.

Sådan lyder en ITKO-studerendes budskab til bachelorstuderende.

Ny karrierevej i sigte

Mark Hassing Christensen er 39 år og læser ITKO på AU Herning. Med en baggrund som produktionsteknolog og professionsbachelor i Innovation og Entrepreneurship har Mark allerede erfaring som produktionschef og selvstændig. Nu har han valgt at tage en kandidat i it, kommunikation og organisation for at bygge videre på sine kompetencer og opnå nye færdigheder.  

“ITKO var for mig et naturligt valg, da uddannelsen forener mine interesser for ledelse, organisation og it. Jeg ser ITKO som en oplagt vej til et karriereskifte fra en baggrund inden for produktion til en karriere, hvor teknologi er tæt forbundet med ledelse og organisation.”

Herning var også det perfekte valg for Mark med en bopæl tæt på, hvilket gør det muligt for ham at balancere studie- og familieliv med to børn. 

Praksisorienteret undervisning på tværs af fag

“ITKO er fantastisk, fordi uddannelsen binder teori og praksis sammen på tværs af fagene. Når et begreb eller en teori introduceres, bliver det derefter efterfulgt af øvelser og cases. F.eks. har vi i faget projektledelse en gennemgående virksomhedscase, hvor vi med udgangspunkt i teorien skal lede virksomheden gennem etableringen af et nyt it-projekt,” forklarer Mark.

Den tværfaglige opbygning gør uddannelsen både anvendelig og dybdegående og giver studerende som Mark en bred viden, der kan bruges på mange forskellige arbejdsområder. 

“Tværfagligheden gør, at du forstår tingene i en større sammenhæng, og det løfter din læring. Vi bliver introduceret til emner i et fag, som vi hurtigt kan anvende i et andet, og det skaber en helhedsforståelse, der styrker mine kompetencer. F.eks. har vi i alle fag på 1. semester lært om, hvordan virksomheder arbejder agilt ved implementering af nye systemer,” fortæller Mark.

Alle kan være med  

Mark fremhæver, at ITKO er velegnet for studerende med alle baggrunde. “Du behøver ikke være specialist for at starte på ITKO. Undervisningen starter på et niveau, hvor alle kan være med, og du kan tilpasse uddannelsen efter dine interesser og mål.”

Den brede faglige tilgang er noget, han ser som en af uddannelsens største styrker. 

Er ITKO for dig? 

Mark er ikke i tvivl om, at ITKO giver dig et stærkt fundament at bygge videre på – uanset om du har en baggrund inden for it, kommunikation, organisation eller noget helt fjerde.

“Med en bred pensumstruktur, en dygtig og dedikeret underviserstab og et studiemiljø, hvor du kan udfordre dig selv, giver ITKO dig alle mulighederne for at tage din karriere i præcis den retning, du drømmer om,” slutter Mark.