Da Mads Hansen begyndte på diplomingeniøruddannelsen i forretningsudvikling, BDE, havde han ikke en klar plan for fremtiden. Men han fandt hurtigt ud af, at BDE-uddannelsen er fuld af muligheder inden for både iværksætteri, praktik, udveksling og kontakt til erhvervslivet.
“Det bedste ved BDE er, at du ikke bliver låst fast i en bestemt retning. Du får en bred viden, og du kan selv vælge, hvad du vil fordybe dig i. Og hvis du vil starte din egen virksomhed, er BDE også den perfekte uddannelse, fordi du lærer, hvordan man driver en forretning fra bunden,” forklarer Mads.
Det, der især tiltrak ham ved uddannelsen, var samspillet mellem teknik, forretning og ledelse.
“På BDE får du teknisk indsigt i, hvordan produkter og løsninger fungerer på et mere operationelt og mekanisk niveau, samtidig med at du lærer at forstå forretningen bag. Den kobling giver rigtig god mening for mig,” fortæller Mads.
Allerede fra første semester arbejder BDE-studerende med konkrete problemstillinger fra erhvervslivet. Det betyder, at de studerende lærer at bruge teorien i praksis, og det har haft stor betydning for Mads’ uddannelsesforløb.
“På hvert semester har vi et virksomhedsprojekt, hvor vi er ude og løse en konkret opgave hos en virksomhed. Vi får ikke bare en case fra en bog, men vi løser et reelt problem i en virksomhed ved at bruge de værktøjer, vi har fået gennem undervisningen,” forklarer Mads og fortsætter:
“Du får en masse erfaring, der giver dig muligheden for at få et godt arbejde efter uddannelsen. Jeg kender mange, der har fået en projektlederstilling direkte efter BDE, fordi vi har fået kompetencerne til at snakke med både ingeniører og ledelsen,” forklarer Mads.
På BDE-uddannelsen får de studerende mulighed for både at komme i praktik og på udveksling i udlandet. For Mads betød det et praktikforløb hos Ørsted og et semester i Irland, som har givet ham både faglig erfaring og personlig udvikling.
“Det er en oplagt mulighed for at komme ud og opleve et andet land og samtidig vælge fag, hvor du kan specialisere dig i det, som interesserer dig. Du kan tage dit praktikforløb hos en udenlandsk virksomhed eller vælge dine valgfag på et udenlandsk universitet, som jeg gjorde,” forklarer Mads.
For Mads gav forløbene ikke bare ny viden og internationale oplevelser – de var med til at skærpe hans faglige interesser og gav ham mod på at afprøve nye veje.
Erfaringerne fra praktikforløbet hos Ørsted gav Mads nye perspektiver på fremtiden.
“Jeg drømte egentlig om at starte min egen virksomhed, men efter at have været i praktik hos Ørsted fandt jeg ud af, hvor fedt det også er at arbejde i en større virksomhed,” fortæller Mads og fortsætter:
“Lige nu arbejder jeg og en anden BDE’er på et iværksætterprojekt. Vi arbejder på en digital løsning til cateringbranchen, hvor mange stadig bruger papir og dårlige Excel-ark. Så nu undersøger og tester vi, om projektet kan briste eller bære.”
Uanset hvilken retning Mads’ fremtid tager, er han ikke i tvivl om, at BDE-studiet har givet ham kompetencerne til at lykkedes.
Da Mads flyttede til Herning i forbindelse med studiestart, kendte han ikke nogen, men han fandt sig hurtigt til rette.
“Det gik hurtigt med at få venner. Der er altid en håndfuld, der kommer til at bo her i Birk ved siden af universitetet. Vi mødes, uanset om det gælder studieaktiviteter eller til en øl i studenterhuset. Der var også introdage på BDE, hvor vi lærte hinanden godt at kende,” fortæller Mads.
Derudover beskriver Mads også, hvordan det faglige studiemiljø er præget af tæt kontakt til underviserne og god stemning blandt de studerende.
“Vi har primært holdundervisning, så underviserne kender os, og vi kender dem. Det betyder rigtig meget, da vi lettere kan få hjælp, hvis vi har brug for det. Derudover arbejder vi også meget i grupper i løbet af uddannelsen, hvilket skaber nogle stærke samarbejdskompetencer, som er vigtige i erhvervslivet,” forklarer Mads.
For Mads har BDE givet ham et stærkt fundament, der åbner mange døre til fremtidens arbejdsmarked.
“Med BDE kan du selv pick and choose, hvad du vil arbejde med efterfølgende. Uanset om det er som projektleder, konsulent eller noget inden for procesoptimering i produktionen. Og så er der os, der kaster os ud i iværksætteri. Mulighederne er mange, men med BDE får du kompetencerne til at kunne gå i den retning, som interesserer dig,” afslutter Mads.
Hvis du vil have en uddannelse, der kombinerer teknik, business og ledelse med masser af praktisk erfaring, så er Mads ikke i tvivl om, at BDE er det rette valg.