Sne udenfor. Samarbejde indenfor: Praktikdag og semesterkickoff for GMM- og BDE-studerende
Fredag den 6. februar blev GMM- og BDE-studerende på AU Herning samlet til praktikdag og semesterkickoff. Vejret satte nogle begrænsninger, men alligevel mødte knap 30 studerende og 7 virksomheder op for at tale praktik, forventninger og muligheder – og for at kickstarte semesteret med inspiration og samarbejde.
Vi siger stor tak til Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd, DAMRC, Cimbria A/S, Donkey Power, Bang & Olufsen A/S, Grundfos, VELUX A/S og Gåsdal Bygningsindustri A/S for at tage turen og investere tid i dialogen med de studerende.
Semesterkickoff fortsatte med pizza, oplæg om kandidatmuligheder og teambuilding. Dagen blev rundet af i studenterbaren, hvor samtaler, grin og nye forbindelser satte prikken over i’et på en god dag fyldt med fællesskab, læring og inspiration.