MakerFest slog rekord: Mere end 2.000 unge deltog
Over 2.000 elever fra folkeskoler og gymnasier indtog den 9. og 10. september skoven og laboratorierne ved AU Herning. For femte gang dannede campus rammen om MakerFest, hvor eleverne kunne gå på opdagelse i alt fra robotteknologi og 3D-print til smykker lavet af genbrugsmaterialer.
Med mere end 2.000 deltagere og 25 stande satte årets MakerFest ny rekord.
Teltene i skoven og universitetets egne laboratorier summede af liv, da eleverne fik mulighed for at prøve kræfter med alt fra eyetracking og genbrugssmykker til industrirobotter og 3D-print.
Teknologi i hænderne
I et af teltene stod ingeniør Simon Hauge fra virksomheden DAMRC. Her kunne eleverne få deres navne printet på keyhangers med en 3D-printer, mens de kunne følge processen.
”De unge er meget interesserede i vores 3D-printer. De får en personlig ting med hjem og får samtidig et indblik i teknologien bag. Det synes de er ret fascinerende,” fortæller Simon Hauge.
Og måske kan mødet med teknologien også plante et frø:
”Vi håber selvfølgelig, at nogle af dem får lyst til at gå den vej og måske en dag bliver ingeniører eller teknikere.”
Også lærerne satte pris på at rykke undervisningen ud af klasselokalet:
”Eleverne synes, det er spændende, når de selv kan prøve tingene af. Og det er altid godt for dem at komme ud og opleve noget andet end den almindelige skoledag,” siger Anders Bjerge, der er lærer på Sødalskolen.
Mere handlekraft i rygsækken
MakerFest handler ikke kun om robotter, printere og ny teknologi. Hos Fonden for Entreprenørskab blev eleverne sendt på tur mellem standene for at netværke, stille spørgsmål og samle idéer.
”Tanken er, at eleverne får nye input og idéer med hjem, som de kan bruge til at arbejde videre med en problemstilling på skolen,” forklarer programleder Henrik Thise.
Der var også plads til lidt praktisk kreativitet i teltet. Kunne eleverne folde en kop, ventede der nemlig popcorn eller chips som belønning.
Kobler hele kæden
For AU Herning er MakerFest blevet en succes, der bygger bro mellem uddannelsesniveauer og erhvervslivet. Institutleder Anders Frederiksen glæder sig både over den store opbakning og de mange nye deltagere:
”MakerFest er blevet et fælles projekt, der binder hele kæden sammen – fra folkeskolen over ungdomsuddannelserne til de videregående uddannelser og virksomhederne.
Det er en fest for alle, der brænder for kreativitet, design, teknologi og innovation, uanset om man er studerende, virksomhed, fagnørd eller noget helt andet.”
MakerFest 2026 blev arrangeret af AU Herning, VIA University College, Erhvervsakademi MidtVest og Fonden for Entreprenørskab med støtte fra AUHE Fonden, Færchfonden, Nordea-fonden, Nordjyllandsfonden, Herning Kommune og Bravida.