GMM-uddannelsen fejrede 20-års jubilæum med fest, faglighed og fællesskab
Der var både grin, kram og kloge ord i luften, da vi torsdag den 2. oktober fejrede 20-års jubilæet for diplomingeniøruddannelsen i global ledelse og design af produktionsnetværk, GMM. Jubilæumsdagen samlede studerende, alumner, undervisere og samarbejdspartnere til en konference om operations og supply chain management efterfulgt af en festlig reception.
Programmet bød bl.a. på inspirerende oplæg fra Baettr, DEIF, Ege Carpets og professor Britta Gammelgaard fra Syddansk Universitet, der satte fokus på, hvordan operations og supply chain management kan hjælpe virksomheder med at navigere i en tid præget af usikkerhed og forandring.
Det er helt særligt at mærke den energi, der opstår, når tidligere og nuværende studerende møder hinanden og vores samarbejdspartnere. Det viser tydeligt, at GMM ikke bare er en uddannelse. Det er et stærkt fællesskab, som rækker langt ud i erhvervslivet, siger John Bang Mathiasen, studieleder for GMM.
Gennem to årtier har GMM-uddannelsen uddannet profiler, der i dag arbejder som operations managers, supply chain specialister, projektledere, konsulenter og produktionschefer i både danske og internationale virksomheder. De bidrager med at udvikle, optimere og lede komplekse supply chains i en globaliseret verden.
Dagen blev rundet af med netværk, gode samtaler og ikke mindst fejring af de mange GMM-studerende og alumner, der på hver deres måde har sat et tydeligt præg på erhvervslivet i ind- og udland.
Et stort tillykke til alle GMM’ere – gamle som nye. Vi glæder os til de næste 20 år.