Flere hundrede nye studerende er begyndt på AU Herning

Nye navne, nye fag og nye mennesker. Studiestarten er i fuld gang på AU Herning, hvor årets nye studerende er begyndt på uddannelser inden for blandt andet erhvervsøkonomi, ingeniørvidenskab, teknologi, it og digitalisering.

De første dage har budt på introduktion til uddannelserne og campus, møder med undervisere og medstuderende og selvfølgelig en hel del praktisk information. 

Tutorerne har stået klar til at vise rundt, svare på spørgsmål og give de nye studerende en god start på studielivet i Herning.

Tæt på virksomheder gennem uddannelsen

På AU Herning kommer mange af de studerende til at møde virksomheder allerede under uddannelsen. Det sker blandt andet gennem projekter, cases og praktikforløb.

For nogle fører samarbejdet til et studiejob. For andre bliver det den første kontakt til en kommende arbejdsplads i Midt- og Vestjylland.

Blandt årets nye studerende er holdet på den engelsksprogede bacheloruddannelse Economics and Business Administration. Her læser danske og internationale studerende sammen og bringer forskellige erfaringer og perspektiver med ind i undervisningen.

Velkommen til alle nye studerende på AU Herning. Vi glæder os til at følge jer gennem studietiden.

På billedet ses det nye hold på Economics and Business Administration sammen med deres tutorer.