AU Herning-studerende får midler til at sætte fart på catering-startup
Det startede med en idé og sparring i Business Factory. Nu tager cand.polyt.-studerende David Dioniz Schiøttz og Mads Fuglsig Nielsen Hansen næste skridt med deres digitale cateringplatform, CaterHero, takket være midler fra InnoFounder. Platformen hjælper små og mellemstore catering- og frokostvirksomheder med at slippe for Excel, mails og manuelle ordrebøger.
Rejsen begyndte i Business Factory, hvor David og Mads fik sparring, rådgivning og et stærkt netværk, der hjalp dem med at teste og udvikle deres idé. CaterHero samler hele kunderejsen ét sted – fra forespørgsler og tilbud til produktion og fakturering – og gør det muligt for cateringvirksomheder at arbejde effektivt uden at drukne i koordinering.
Nu får de ekstra fart på med støtte fra InnoFounder, en ordning fra Innovationsfonden, der giver iværksættere mulighed for at arbejde fuld tid på deres idéer og videreudvikle deres virksomhed. For David og Mads betyder støtten, at de kan fokusere på at gøre platformen endnu smartere med selvbetjent onboarding, fleksible skabeloner og integrationer, så flere virksomheder hurtigt kan komme i gang uden tung implementering.
Fra idé i Business Factory til InnoFounder-støtte er David og Mads godt på vej mod en mere digital og effektiv hverdag for cateringvirksomheder.