Cand.polyt.-studerende vinder Smart Campus Herning Prize
”Vi sad helt fremme på kanten af vores stole indtil det sidste sekund,” fortæller Rasmus Præstegaard, der sammen med sin studiekammerat Daniel Wiencken er vinder af årets Smart Campus Herning Prize, sponsoreret af AUHE Midtvest’s Støtteforening. ”Vi vidste jo ikke, hvem der ellers havde deltaget, men da vi trådte ind i auditoriet og så vores modstandere, så blev vi lidt nervøse, for de er alle virkelig dygtige,” fortæller den smilende cand.polyt.-studerende, mens han holder godt fast i vinderdiplomet.
Data, der kan forme fremtiden for uddannelser
”Smart Campus Herning Prize er en konkurrence, som vi satte i søen i efteråret for at skabe en større interesse hos vores studerende for vores fælles campus. Idéen var, at de kunne finde måder, hvor vi ved brug af nyeste teknologier ville kunne forbedre vores campus og hele studieoplevelsen,” fortæller lektor Mirko Presser. Det er ham, der har koordineret hele konkurrencen og været formand for den komité, som skulle vælge en vinder blandt de indsendte idéer.
”Vi fik mange rigtig gode forslag og idéer, men en af dem skilte sig ud fra de andre. De studerende bag havde arbejdet med idéen om, at man kan forbedre uddannelser ved hjælp af digitale værktøjer til indsamling af data. Den data ville kunne bruges til at forbedre blandt andet undervisningen og forholdet mellem studerende og underviser,” fortæller Mirko Presser.
Edumondo, som vinderforslaget hedder, er et såkaldt Learning Analytics System, der kan hjælpe studerende, undervisere og uddannelsesinstitutioner med at forbedre sig selv, ligesom vi kender det fra den kendte sportstracking app Endomondo. Her samles data omkring sportsaktiviteter, så brugeren kan forbedre sin performance løbende. På samme måde indsamler Edumondo data, mens undervisningen foregår, og den data kan underviseren og de studerende efterfølgende bruge til at forbedre deres indsats.
”Edumondo er vores vision for fremtiden for uddannelse. Uddannelsesudbuddet er blevet globalt og online, og man kan i en vis forstand studere i hele verden hjemme fra sit eget skrivebord. Derfor er det vigtigt, at vi som universitet tænker i måder, hvorpå man kan optimere oplevelsen i undervisningslokalet, og det er her Edumondo kommer ind i billedet,” fortæller Daniel Wiencken.
Forskningsartikel på trapperne
”Vi var oppe imod et virkelig stærkt felt af studerende, så vi er bare så glade og lettede over, at vi vandt,” fortæller Rasmus Præstegaard. Med prisen fulgte 20.000 kr., men hvad de skal gå til, ved de to cand.polyt.-studerende endnu ikke. I stedet fokuserer de på at arbejde videre med Edumondo.
”Målet er egentlig ikke at skabe produktet Edumondo, men vi vil gerne skabe fokus på, hvordan man kan forbedre uddannelserne, måden vi studerer og metoden, hvormed vi bliver undervist. Vi vil gerne være med til at starte en diskussion af, hvordan forslag som Edumondo vil kunne forbedre oplevelsen på forskellige uddannelser. Derfor er vores næste mål at skrive en forskningsartikel omkring emnet, som vi håber på at få offentliggjort og måske derigennem kickstarte debatten,” fortæller Rasmus Præstegaard om deres fremtidige planer for Edumondo.
At tænke udenfor boksen
Rasmus Præstegaard og Daniel Wiencken var langt fra de eneste studerende, der indsendte gode forslag og idéer til Smart Campus Herning Prize-konkurrencen. I alt var det 10 rigtig gode forslag. Heriblandt blev der også fundet en vinder til den såkaldt Querdenker-pris til den vildeste og ”skøreste” idé.
”Idéen bag vores Querdenker-pris er at hylde dem, der tør tænke ud af boksen. Vi modtog en idé, som fokuserede på en robot, der er styret af en onlinestuderende, som så ville kunne deltage i undervisning hjemmefra, men stadig have en kunstig tilstedeværelse på campus. Det var for os en ny måde at tænke onlineundervisning, og vi synes helt klart, at den idé skulle vinde prisen pga. dens originalitet,” fortæller Mirko Presser, som var meget imponeret over måden hvorpå de studerende havde arbejdet med Projekt Star, som de kalder det.
”Idéen er, at vores onlinestuderende kan styre robotten hjemmefra, så han selv kan bevæge sig rundt og dermed nemmere kan følge med i undervisningen uden at skulle være afhængig af hjælpe fra sine medstuderende eller undervisere,” fortæller Lars Uldall Juhl-Jensen, der læser til diplomingeniør i elektronik i Herning.
Sammen med sine fem studiekammerater Henrik Kjær Jeppesen, Steen Toft Kristensen, Qazaz Kamran Mirza, Jakob Skjødt Nielsen og Chakkraphan Chanthanak vil Lars Uldall Juhl-Jensen arbejde videre på at få realiseret projektet i løbet af foråret.
Vil du vide mere?
Læs om vinderforslaget Edumondo her
Læs om de andre idéforslag her