Vinterdimission på BTECH
Fredag den 27.1.17 var der dimission på Institut for Forretningsudvikling og Teknologi i Herning.
Institutleder Anders Frederiksen bød velkommen, hvorefter erhvervsdirektør i Herning Kommune, Jørgen Krogh gav dimittenderne ti gode råd med på vejen i sin tale, heriblandt rådet om ikke at fokusere så meget på, hvad du selv kan opnå, men derimod på hvad du kan bidrage med til livet.
Marius Ntguem Youbi
Stemningen var forventningsfuld blandt de mange, der blev færdige. En af dem fik ekstra opmærksomhed, nemlig Marius Ntguem Youbi, der sidste år blev udvist af landet, da udlændingestyrelsen mente, han havde arbejdet for meget en bestemt uge. Med hjælp fra forskellige folk i Danmark og fra BTECH lykkedes det dog Marius at komme tilbage til Danmark og få arbejde hos KK Wind Solutions, og derfor fik han lov til at afslutte sin uddannelse – og oveni købet med et fantastisk flot resultat – karakteren 12. Det betød blandt andet, at han kunne modtage årets ingeniørpris fra instituttet, der blev overrakt af lektor Henning Slavensky. Med Marius´ historie i mente havde han samtidig dette gode råd til alle dimittenderne: Skab jer et netværk af gode folk og plej det, - det er igennem jeres netværk, at tingene sker.
Årets dimittendtale
Wojciech Tomasz Zmijski, cand.merc. holdt årets dimittendtale, hvor han lagde fokus på det helt særlige Herning og BTECH kan. BTECH er et lille sted, og det er netop det, der er forcen: Som studerende er kontakten og nærheden til både undervisere og studerende rigtig god – det er nemt at få en snak om studiet, pensum, eksamen eller andet med sin underviser, som aldrig er langt væk, og det gør BTECH helt speciel på en meget positiv måde. Wojciech Tomasz Zmijski har været meget glad for at studere her, og kan kun anbefale det til andre.
Priser
Dagen sluttede med diplomoverrækkelse til alle på BDE, EDE, GMM, Cand.polyt., Cand. Merc. Og DL-uddannelsen og uddeling af priser:
- Ingeniørpris GMM/EDE/BDE: Marius Ntguem Youbi (Elektronik)
- Bedste opgave på Cand.polyt.: Line Søderberg Degn (cand.polyt)
- Bedste afgangsprojekt på DL: Jane Vibjerg
- Årets vinterdimittend: Johan Christian Øllgaard Larsen (GMM)