Stanford-forsker vil skabe mere vindenergi i USA i samarbejde med AU i Herning

Amerikansk ph.d.-forsker vil bekæmpe klimaforandringer med vindenergi. Det har ført hende til Midtjylland, hvor hun skal udvikle et projekt om vindmølleparker i USA i samarbejde med forskere ved Aarhus Universitet i Herning.

22.10.2020 | Rasmus Eriksen

Som barn oplevede Anna-Katharina, hvordan hendes hjemby Miami ofte blev oversvømmet. Nu vil hun bruge sin forskning i vindenergi til at bekæmpe klimaforandringerne. Foto: Rasmus Eriksen

Stanford University i Californien er et af de højst rangerede universiteter i verden, samtidig med at det med sin placering i Silicon Vally er omringet af USA’s største techvirksomheder.

Alligevel var der ingen tvivl hos den 25-årige Anna-Katharina von Krauland fra Stanford University om, at hun skulle til Institut for Forretningsudvikling og Teknologi ved Aarhus Universitet i Herning, da hun gik i gang med at udvikle et digitalt kort, som skulle angive, hvor det bedst kunne betale sig at placere vindmølleparker i USA.

”Danmark er førende inden for vindenergi, og mit besøg er en fantastisk mulighed for at være tæt på nogle af de førende forskere på området, som samtidig samarbejder med de mest innovative virksomheder inden for sektoren,” siger Anna-Katharina von Krauland, der skal være ved instituttet som ph.d.-studerende i ca. et halvt år.


Skal udvikle digitalt kort

Under sit ophold i Danmark skal hun sammen med et team ved Center for Energiteknologier (CET) ved instituttet udvikle videre på hendes digitale kort over USA.

Det handler om at gøre valgene simple for beslutningstagerne.

Kortet skal kortlægge de mest oplagte muligheder for at opføre landbaserede vindmølleparker.

Målet er at gøre politikere og udviklere af vindmølleparker bedre i stand til at træffe beslutninger om, hvor parkerne kan placeres, hvor mange der er brug for, og hvor store de skal være for at kunne generere en stor del af landets eller en stats elektricitet.

”Det handler om at gøre valgene simple for beslutningstagerne. Med den nuværende teknologi tager det flere uger at analysere en mulig placering for en vindmøllepark. Det digitale kort kommer forhåbentligt til at klare processen på et par dage,” siger Anna-Katharina von Krauland.

Fik inspiration af forsker fra Aarhus Universitet
Idéen til projektet fik hun på Stanford, hvor hun ad omveje kom i kontakt med Peter Enevoldsen, forskningsleder ved CET.

Han havde netop skabt et lignende kort over Europa, der bl.a. informerede om begrænsninger ved infrastruktur, bebyggelse og beskyttede naturområder ved opførsler af vindmølleparker.

Jo mere Anna-Katharina von Krauland lærte Peter Enevoldsen og hans team at kende, jo mere indså hun, at instituttet, som er beliggende tæt på Danmarks vindmølleproducenter, havde en unik tilgang til sin forskning i vindindustrien, hvor man i høj grad inddrog lokale virksomheder i forskningsarbejdet.

En tilgang, som Anna-Katharina von Krauland mente, ville være oplagt også at undersøge nærmere i forbindelse med hendes forskningsprojekt.

”Her på instituttet lader det til, at man har sammentænkt samarbejdet med virksomhederne helt ned på bachelor- og kandidatniveau og op til forskningscentrene. Det kan skabe meget konkrete resultater, tror jeg,” siger Anna-Katharina von Krauland.

I forbindelse med sit ophold på instituttet har hun selv indgået et samarbejde med Siemens Gamesa, som skal give tekniske input og forholde sig til brugbarheden af kortet.


Oversvømmelser var en tilbagevendende begivenhed, da Anna-Katharina von Kraulund
voksede op i Miami.
Foto: Rasmus Eriksen

Vil gøre en forskel i klimakampen
Anna-Katharina von Kraulands passion for bæredygtige energiformer skal findes i hendes barndom, hvor oversvømmelser var en tilbagevendende begivenhed, da hun voksede op i sin hjemby Miami, Florida.

Her oplevede hun, hvordan vandstanden langs kysten blev ved med at stige gennem årerne, mens der hele tiden blev bygget mere og højere kystbeskyttelse for at redde hendes hjemby fra at blive et fremtidigt Atlantis.

”Jeg har set, hvordan klimaforandringerne i høj grad begynder at påvirke mennesker, og jeg synes ikke, at det bliver taget alvorligt nok,” siger den 25-årige Anna-Katharina von Krauland.

Det stod derfor hurtig klart for den unge forsker, da hun begyndte sin akademiske karriere, at vindenergi var den rigtige vej at gå, hvis hun selv skulle bidrage til klimakampen.

”Vindmølleparker kan være en væsentlig bidragsyder til at løse de kolossale udfordringer, som USA og resten af verden står over for med hensyn til at afvikle den CO2-belastende, kulbaserede energiproduktion” siger Anna-Katharina von Krauland.

Hun har fortsat et par år tilbage af sit ph.d.-projekt om vindmølleparkerne. Hun er tæt på at være færdig med at kortlægge vindmøllepotentialet i USA, og herefter har hun sat sig for at analysere Indien.


Om Anna-Katharina von Krauland:
Anna-Katharina von Krauland blev bevidst om klimaforandringerne i en tidlig alder, da oversvømmelser var en tilbagevendende begivenhed, mens hun voksede op i Miami, Florida.

Derfor tog hun en bachelor i Bioenvironmental Engineering ved Cornell University i staten New York, hvor hun blev overbevist om, at bæredygtighed var den rigtige retning at gå, hvis hun selv skulle bidrage til klimakampen.

Det førte hende videre til en kandidatgrad hos Civil and Environmental Engineering ved Stanford University, der gav hende et indblik i, hvordan vindenergi kunne blive en effektiv løsning på klimaforandringerne. I dag tager hun sin ph.d. det samme sted.

Forskningsnyhed