Simon hjalp virksomhed med at automatisere produktion

Palsgaard Spær fra Hampen er en af Danmarks største og ældste virksomheder inden for konstruktion og produktion af spær. Simon Have Kjær, der er tidligere BDE-studerende, er virksomhedens procesudviklingschef for produktion og logistik. Under sin studietid i Herning lavede han det indledende analysearbejde, der gik forud for Palsgaard Spærs investering i et nyt anlæg, som har betydet, at virksomheden er gået fra at være en håndværkervirksomhed til en industrialiseret virksomhed.

Efter at have afsluttet sin uddannelse blev Simon ansat som projektleder for implementeringen af robotlinjen. I dag er han virksomhedens procesudviklingschef for produktion og logistik. Foto: DIRA (Dansk Robotnetværk).
Foto: DIRA (Dansk Robotnetværk).

Spærproduktion har hidtil været er en manuel tømrerproces, men Palsgaard Spærs nye anlæg automatiser denne proces. Virksomheden vandt i 2022 ”Automatiseringsprisen” ved messen AUTOMATIK, som hvert andet år samler robot- og automationsbranchen på tværs af landet.

Palsgaard Spærs procesudviklingschef for produktion og logistik hedder Simon Have Kjær. Han er tidligere BDE-studerende (diplomingeniør i forretningsudvikling) på vores institut i Herning.

Simon havde under hhv. sit praktikophold og sin specialeskrivning hos Aarhus Universitet i Herning fokus på muligheden for at automatisere virksomhedens spærproduktion. Han lavede det indledende analysearbejde forud for investeringen i anlægget, der betød, at Palsgaard Spær kunne gå fra at være en håndværkervirksomhed til at være en industrialiseret virksomhed.

”BDE-studiet har givet mig evnen til at analysere en situation og skaffe den viden, jeg mangler. Palsgaard Spær var tidligere en håndværksdrevet virksomhed, og min opgave var at tænke automatisering og produktion på en ny måde. Når man går ind i sådan en virksomhed og skal lave så stor en forandring, så kræver det, at man har en god dialog med de forskellige stakeholdere og forstår deres situation. Det havde BDE-studiet klædt mig godt på til at kunne gøre,” fortæller Simon.

”Med de akademiske briller på kan man sige, at de videnskabsteoretiske værktøjer, jeg lærte på studiet, klart har været en styrke i problemløsningen. Jeg har lært at gå struktureret til værks,” fortsætter han.

Efter endt uddannelse blev Simon ansat som projektleder for implementeringen af robotlinjen, og i dag er han virksomhedens procesudviklingschef for produktion og logistik.

Simon har for nylig ansat Anna Cecilie Nielsen og Simon Frendrup Langhoff, som begge er kandidater fra Aarhus Universitet i Herning, hvor de har læst teknologibaseret forretningsudvikling. Simon Frendrup Langhoff er også tidligere BDE-studerende.

I videoen her kan du høre Simon Have Kjær fortælle om Palsgaard Spærs nye anlæg.


Fotos: DIRA (Dansk Robotnetværk).