Hjemmesiddende studerende skaber innovation sammen med midt-og vestjyske virksomheder
Aarhus Universitet i Herning gennemfører succesfuldt samarbejde mellem studerende og erhvervslivet i Midt- og Vestjylland. De studerende skulle havde været sendt ud i virksomhederne, men arbejder nu hjemmefra.
Mens Aarhus Universitet i Herning er fysisk lukket ned, knokler 120 studerende hjemmefra med at skabe innovative løsninger i samarbejde med midt-og vestjyske virksomheder.
De studerende, som læser på civilingeniøruddannelsen i teknologibaseret forretningsudvikling, skal som tidligere år løse konkrete opgaver for virksomhederne i faget Technological Business Model Innovation (TBMI).
En af dem er Bjarke Petersen, der sammen med tre medstuderende samarbejder via online forbindelser med Struer-virksomheden Conpleks, som udvikler softwareløsninger til robotter. Han kalder det digitale samarbejde med den vestjyske virksomhed for en ”succes”.
”Vi har været positivt overrasket over, hvor meget det har været muligt for os at klare
hver for sig. Desuden har omstændighederne tvunget os til at finde og bruge nye digitale løsninger, vi før dette forløb ikke anede fandtes,” siger Bjarke Petersen.
Forløb blev digitalt
Oprindeligt skulle de ingeniørstuderende havde været sendt ud i virksomhederne, som er fordelt geografisk over hele Midt- og Vestjylland, men da kampen mod Corona-virussen blev intensiveret, og landets universiteter lukkede ned for fysiske aktiviteter, stod det hurtigt klart for både universitetet og virksomhederne, at det ikke var en mulighed.
Hurtigt blev det besluttet, at forløbet skulle gøres digitalt i samarbejde med de involverede virksomheder, der fortsat næsten enstemmigt bakkede op om projektet. Det var også tilfældet med Conpleks, der kun har rosende ord om det nu digitale samarbejde.
Virksomheden ser det desuden som en pligt at give studerende mulighed for at omsætte teori til praksis, især i denne tid, forklarer Tom Simonsen, direktør og stifter af Conpleks.
”Sprang vi fra, ville de studerende potentielt ikke kunne gennemføre faget, og de ville blive bremset i deres uddannelse. En udvikling, der kan være rigtig skidt for både lokalområdets udvikling og erhvervslivet, der har brug for den højtuddannede arbejdskraft,” siger Tom Simonsen.
Studerende skaber værdi
Hele formålet med TBMI-forløbet er netop at give de studerende mulighed for at omsætte akademisk læring fra universitetet til praktik ude i virksomhederne. Her bliver de studerende stillet over for opgaver, der f.eks. kan tage udgangspunkt i optimering af produktionen eller udvikling af forretningsmodeller.
I Bjarke Petersen og hans gruppes tilfælde undersøger de forretningsmulighederne i automatiseret græsklipning under solcellepaneler for Conpleks. Som oftest er solcellepaneler installeret på store græsarealer. Her giver græsset udfordringer, hvis det rører den varme underside af panelerne eller skygger for solen. Derfor skal der udvikles løsninger til at holde græsset nede.
Gruppen laver bl.a. markedsanalyser, finansielle planer, analyserer konkurrenterne og undersøger potentielle samarbejdspartnere.
”Vi har fundet ud af, at vi rent faktisk kan bidrage med noget til virksomheden, selv om vi ”kun” er studerende. Og uden andre referencepunkter til fortiden kan vi jo kun antage, at
vi klarer os lige så godt, som studerende, der har været fysisk tilstede i virksomhederne de tidligere år,” siger Bjarke Petersen.
Conpleks kan ligeledes se konturerne til positive resultater i samarbejdet med de fire studerende fra Aarhus Universitet i Herning.
”Det lader til, at de studerende har haft et positivt og lærerigt forløb indtil videre, som ender med at skabe værdi for os,” siger Tom Simonsen.
TBMI-forløbet afsluttes den 27. maj, hvor de studerende afleverer en rapport, der beskriver, hvordan virksomhederne kan drage nytte af nye forretningsmuligheder og teknologier.
Fakta om TBMI ved Aarhus Universitet i Herning
-
Et af kerneforløbene for studerende på civilingeniøruddannelsen i teknologibaseret forretningsudvikling.
-
Her lærer de studerende at opbygge eller forbedre virksomheders forretningsmodeller med udgangspunkt i teknologi.
-
Højdepunktet er en såkaldt TBMI Challenge, hvor de studerende bliver sendt ud i i virksomheder i hele Midt- og Vestjylland for at løse konkrete problemstillinger for dem
-
Afsluttes den 27. maj, hvor de studerende afleverer en rapport, der beskriver, hvordan virksomhederne kan drage nytte af nye forretningsmuligheder og teknologier.
-
TBMI Challenge bliver støttet af Færchfonden og AUHE MidtVest’s Støttefond.