Forsker fra AU Herning analyserer effekten af Greta Thunbergs klimademonstrationer
Livia Fritz har sammen med tre medforfattere analyseret Greta Thunbergs Fridays for Future-bevægelse og dens indvirkning på den schweiziske befolknings klimaholdninger og -adfærd.
Livia Fritz er sammen med Ralph Hansmann fra Swiss Federal Institute of Technology samt Blanche Dalimier og Claudia R. Binder fra École Polytechnique Fédérale de Lausanne kommet frem til, at klimabevægelsen Fridays for Future (FFF) og Greta Thunbergs klimaaktivisme motiverede omkring 30 % af respondenterne i en undersøgelse foretaget blandt indbyggere i Schweiz til at ændre deres adfærd. Forskellen er betydelig og viser FFF-bevægelsens potentiale med hensyn til ændringer på individniveau samt muligheden for at påvirke politiske initiativer.
De fleste af de rapporterede ændringer var inden for tre områder af respondenternes dagligdag: mobilitet, forbrug og affald. Flere respondenter gav udtryk for, at de havde en øget tendens til at lede efter alternativer til bil, vælge feriedestinationer tættere på hjemmet, købe økologiske produkter og spise flere vegetariske måltider. Respondenterne rapporterede også, at de gjorde en indsats for at genbruge og reducere mængden af affald.
Forskningsartiklen har fået betydelig international opmærksomhed i medierne, herunder store schweiziske aviser som Le Temps og 24 heures, den svenske tv-station TV4, Euronews og Times of India.
Om Livia Fritz
Livia Fritz er opvokset i en lille by i den vestlige del af Østrig tæt på grænsen til Schweiz. Hun har studeret statskundskab med fokus på udviklingsstudier på Universität Wien og Institut d’études politiques de Paris og fik sin ph.d. i bæredygtighedsvidenskab fra Swiss Federal Institute of Technology i Lausanne.
I dag er hun en del af Centre for Energy Technologies (CET), hvor hun arbejder på projekterne "Geoengineering and Negative Emissions Pathways in Europe" og "Bridging current knowledge gaps to enable the UPTAKE of carbon dioxide removal", som fokuserer på at finde måder til at forbedre samspillet mellem videnskab, politik og samfund i forhold til klima og bæredygtighed.