Nytænkende samarbejde mellem virksomheder og universitetsuddannelser

Forretnings Models Challenge 2015 byder i år på nye initiativer udviklet af Aarhus Universitet – Institut for Forretningsudvikling og Teknologi i Herning. Et af initiativerne er en innovativ og nytænkende konkurrence fokuseret på de små og mellemstore virksomheder.

Institut for Forretningsudvikling og Teknologi i Herning. Foto: AU Kom

Et nyt initiativ skal sætte fokus på behovet for et tættere samarbejde mellem små- og mellemstore virksomheder og forsknings- og uddannelsesinstitutionerne. Det skal bidrage til arbejdet med at fastholde viden og kompetencer – og dermed arbejdspladser – i Danmark. Det nye initiativ er konkurrencen Multi Business Model Challenge 2015, som foregår i Innovatoriet i Herning den 6.-8. Maj 2015 og er arrangeret af Aarhus Universitets Institut i Herning (Institut for Forretningsudvikling og Teknologi, det tidligere AU Herning) i samarbejde med en række nøgleaktører fra de små og mellemstore virksomheder samt GTS og Erhvervsudviklings aktører i det midt- og vest jyske område.

”Formålet med Multi Business Model Challenge 2015 er at bringe erhvervsliv – i år de små og mellemstore virksomheder - og vidensmiljøerne sammen på en ny måde. Virksomhederne i challengen vil blive inddraget i konkurrencen, hvor de studerende løbende kan og vil opsøge dem og trække på deres kompetencer. Konkurrencen er et eksempel på, hvordan de danske universiteter kan samarbejde på tværs og sammen med de små og mellemstore virksomheder, GTS og erhvervsudviklingsorganisationerne”, siger Peter Lindgren, Professor på Aarhus Universitet og en af initiativtagerne bag Multi Business Model Challenge 2015.

Studerende skal til eksamen i konkurrencedeltagelse
De studerende, der deltager i Multi Business Model Challenge 2015 og Cand. Polyt. studerende på Aarhus Universitet – Forretningsudvikling og Teknologi i Herning, følger et helt nyt fag lige nu, som kun udbydes på Aarhus Universitet. De vil i forbindelse med deres eksamen i faget blive eksamineret i deres arbejde med Multi Business Model Challenge.

Det er en ny måde at koble undervisning, forskning og praksis sammen på, der gerne skulle give stort udbytte for alle parter. Det kan lade sig gøre, fordi der på Aarhus Universitet er en meget tæt kobling mellem undervisning, forskning og erhvervsliv, hvor man er meget inspireret af tankegangen ”fra forskning til business og ny teknologi”.

”Vi er meget optagede af, at det, vi laver i vores forskning og i projekter med vores studerende, rent faktisk kan bæres helt ind i virksomhederne og bruges. De studerende, der deltager i konkurrencen, er inviteret med til afslutningsarrangementet fredag den 8.5.2015 sammen med de små og mellemstore virksomheder, så de kan netværke og videndele. Det er en unik mulighed for begge parter, og et godt kendetegn og eksempel på tilgangen til tingene i det midt- og vestjyske område. Virksomhederne kan få nye øjne på deres udfordringer og adgang til den nyeste viden, mens de studerende og forskerne kan knytte værdifulde relationer og lade sig inspirere”, siger Peter Lindgren.

Innovatorium i Birk er stedet
Challenge foregår på et område, som af partnerne er blevet døbt Multi Business Model and Technology LAB (MBIT-LAB). Her er der skabt et mødested for vidensudveksling mellem virksomheder, forskere og studerende omkring udviklingen af forretningsmodeller. Her er der højt til loftet og mulighed for at netværke, videndele, tænke ud af boksen og udvikle nye forretningsmodeller og teknologier blandt andet til de små og mellemstore virksomheder.

Arrangørerne har i samarbejde med repræsentanter fra de små og mellemstore virksomheder, Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande, Innovatoriet og forskerne skabt et område, der har til formål at sikre størst mulig vidensudvikling for de små og mellemstore virksomheder og de studerende. Multi Business Model Challenge forventes at blive en årligt tilbagevendende event ved Århus Universitet – Forretningsudvikling og Teknologi.

Konkurrencen foregår som en workshop og forløber over de tre dage, som challengen varer. Deltagerne er særligt udvalgte studerende. Hvert af de tolv teams skal arbejde med forskellige cases i en styret proces, der kombinerer teknologi og business. I år kan der tilbydes ca. 60 pladser modsat sidste års 25 pladser.

De seks cases er leveret af små og mellemstore virksomheder i samarbejde M-BIT Research Group. Virksomhederne stiller ressourcer, viden og netværk til rådighed for de studerende, når de har brug for det i løbet af processen. Virksomhederne bag de seks challenges vil blive fremlagt på dagen.

Multi Business Model Challenge bliver skudt i gang onsdag den 6. maj kl. 9:00 med en ledelsesrepræsentant fra Aarhus Universitet. Som afslutning på konkurrencen kårer et internationalt dommerpanel vinderen af Multi Business Model Challenge 2015 fredag den 8. Maj kl. 14:00.

Forskere giver bud på udfordringerne ved virksomhedernes teknologi og forretningsmodel
Aarhus Universitet – Institut for Forretningsudvikling og Teknologi står også bag en minikonference på Multi Business Model Challenge dag 2 – den 7. maj 2015 fra kl. 9 – 11:30, hvor forskere og virksomheder giver deres bud på udviklingen af forretningsmodeller og de fremtidige udfordringer på det område i små og mellemstore virksomheder. De små og mellemstore virksomheder vil blive udfordret på nytænkning og udvikling af forretningsmodeller i fremtiden, og derfor sætter konferencen fokus på fremtidens forretningsmodeller og teknologiske løsninger. Det foregår torsdag den 7. maj kl. 9-11:30 i Innovatoriet.

”De små og mellemstore virksomheder vil blive udfordret i fremtiden. De skal forvente at arbejde endnu mere i netværk og endnu mere interdisciplinært – under høj hastighed. Derfor er der behov for ikke kun at tænke i nye teknologiske løsninger – men også i anderledes og nye forretnings- og forretningsinnovationsmodeller. De små og mellemstore virksomheder skal i fremtiden være parat til at optage og kombinere forskellige forretningsmodeller og nye teknologier – også fra andre industrier i en stadig stigende hastighed – og det udfordrer dem", siger Peter Lindgren.

Oplægsholderne til konferencen består af et bredt felt af både nationale og internationale kendte forskere og praktikere. De beskæftiger sig alle med at tænke nyt og anderledes for at tilpasse sig fremtidens globale udfordringer og giver deres bud på fremtidens forretningsmodeller og teknologisk innovation.

Det er femte gang, at konferencen finder sted, men det er første gang konferencen er fokuseret på små og mellemstore virksomheder i Europa. De tidligere gange har konferencen fundet sted på blandt andet de prestigefyldte og internationalt anerkendte amerikanske universiteter: Stanford og Princeton.

Yderligere information

Professor Peter Lindgren: 8716 6989 / 2944 2211 / peterli@auhe.au.dk

Konferenceadministrator Charlotte N. Bergdahl: 87151918/charlotte@auhe.au.dk