Studiekammerater fra AU i Herning fik millioninvestering i Løvens Hule

Anna Grantland og Martin Høegs virksomhed Locked startede som et studieprojekt ved Aarhus Universitet i Herning. Nu har de tidligere studerende bag virksomheden fået to investorer fra Løvens Hule med ombord.

04.02.2021 | Rasmus Eriksen

Allerede under studiet voksede Locked til et millionforetagende for de tidligere AU-studerende. Foto: Mads Topp

I 2018 bestemte et par studerende ved Aarhus Universitet i Herning sig for, at de ville skabe unikke escape room-oplevelser og stiftede virksomheden Locked i forbindelse med et studieprojekt.

Nu har Locked fået de to rutinerede iværksættere Jan Lehrman og Mia Wagner med i virksomheden efter et besøg i DR’s iværksætterprogram Løvens Hule.

Her pitchede de to Locked-stiftere Anna Grantland og Martin Høeg deres virksomhed, som tilbyder escape room-oplevelser med fokus på teambuilding målrettet familier, vennegrupper og arbejdspladser.

I programmet blev Mia Wagner og Jan Lehrmann så imponerede af de to stiftere og deres forretningsmodel, at ”løverne” valgte at gå sammen om en investering på én million kroner til de unge iværksættere, der dimitterede som diplomingeniører i forretningsudvikling (BDE) i 2020.

”Vi har nok knoklet mere end 50 timer om ugen
ved siden af studiet de første par år"


Fik støtte fra universitetet

Allerede under studiet voksede Locked til et millionforetagende for de tidligere studerende, der fik idéen til virksomheden, da Anna Grantland og Martin Høeg i forbindelse med et studieprojekt satte sig for at undersøge trends inden for oplevelsesøkonomi rundt omkring i verden

Under researchen støtte de på fænomenet escape rooms og vurderede, at der var et uudnyttet potentiale i Danmark på området, og hurtigt kastede de sig ud i at bygge den første Locked-lokation i Herning.  

Iværksætterne var midtvejs på BDE-studiet, da de startede virksomheden, og det har til tider været en udfordring at kombinere iværksættertilværelsen med at være universitetsstuderende, mener Martin Høeg i dag.

”Vi har nok knoklet mere end 50 timer om ugen ved siden af studiet de første par år, men samtidig har vi haft gavn af de kompetencer og den støtte, som BDE-uddannelsen og Aarhus Universitet har givet os,” siger iværksætteren.

Medstifteren fremhæver, at BDE-uddannelsen har bestået af en god kombination af teori og praksis, fordi iværksætterne bl.a. selv har fået lov at at skabe det praksisnære ved at drive Locked som en del af et studieprojekt.

”Samtidig har flere kompetente undervisere stået klar til sparring omkring vores virksomhed. Dér har vi virkelig oplevet nogle engagerede mennesker indimellem,” siger Martin Høeg.

Stifterne af Locked har desuden aktivt benyttet universitetets iværksættertilbud under studiet og har haft fast kontor på Business Factory ved AU i Herning, der er et iværksætterhub, hvor studerende kan få tildelt kontorfaciliteter og modtage sparring på deres forretning ved siden af studiet.

50.000 besøgende
I dag har Locked eget hovedkontor i Herning. Virksomheden har 25 ansatte og har haft mere end 50.000 besøgende gennem virksomhedens fem fysiske escape rooms, mens det seneste regnskab viste et millionoverskud. 

En sjette Locked-location er under udarbejdelse i Aarhus, og det er kun begyndelsen, efter at de to ”løver” er trådt ind i virksomheden, lover Martin Høeg.

”Vores ambition er inden for de næste to år at have ti afdelinger fordelt over hele landet,” siger iværksætteren.

Læs mere om BDE-uddannelsen her

Læs mere Business Factory her 

Læs mere om Locked her


Fakta om Locke
d

  • Stiftet af tidligere AU-studerende under BDE-studiet i Herning.
  • Tilbyder oplevelser inden for escape rooms, som er et teambaseret spil, hvor målet er at løse gåder og mysterier for sammen at kunne bryde ud af det rum, man er fanget i.
  • Virksomheden har lokationer i Herning, Holstebro, Randers, Kolding og Odense, mens Aarhus er på vej.
 

Talentudvikling