Virksomheder får en hjælpende hånd til den digitale omstilling

Aarhus Universitet i Herning vil gøre det lettere for produktionsvirksomheder at omstille sig digitalt. Nu lanceres en digital platform, der skal vejlede virksomhederne til fremtidens digitale produktion.

27.05.2020 | Rasmus Eriksen

Digital transformation handler om digital ledelse. Derfor henvender den nye platform sig til ledelsen i små og mellemstore virksomheder. Illustration: Interdisciplinært Center for Digital Forretningsudvikling.

Det skal være lettere for små og mellemstore virksomheder at omstille sig digitalt.

Det mener Interdisciplinært Center for Digital Forretningsudvikling ved Aarhus Universitet i Herning.

Her har man i samarbejde med Teknologisk Institut og Aarhus Maskinmesterskole netop lanceret en digital platform i forbindelse med forskningsprojektet ”Digitale Forretningsmodeller til Fremtiden”.

Platformen er henvendt til ledelsen i små og mellemstore produktionsvirksomheder, og her kan de hente støtte og vejledning til at bringe deres produktion og forretningsmodeller ind i den digitale fremtid.

”Det kræver viden, træning af kompetencer og værktøjer for at lave en digital transformation, og det kan vi som universitet levere til virksomhederne,” siger Annabeth Aagaard, forskningsleder for centret.

Mens Danmarks største virksomheder generelt har været hurtige til at investere i digitalisering, halter de små og mellemstore virksomheder bagefter. En opgørelse fra Det Digitale Vækstpanel, som hører under Erhvervsministeriet, viser, at 75 pct. af Danmarks største virksomheder har en avanceret grad af digitalisering, mens kun 30 pct. af landets mindre virksomheder har omfavnet digitaliseringen.

”Store virksomheder har brug for data til at optimere deres egen værdikæde. Leverer man ikke dem, kan man blive valgt fra"

Den manglende digitalisering kan have konsekvenser for virksomhedernes fremtid, da de ikke har de fornødne konkurrencemæssige fordele og er dårligere stillede som underleverandører, hvis de f.eks. ikke kan levere den nødvendige dataudveksling sammen med deres produkter.

”Store virksomheder har brug for data til at optimere deres egen værdikæde. Leverer man ikke dem, kan man blive valgt fra,” siger Annabeth Aagaard.

Det kræver derfor indsigt i den digitale udvikling og redskaber til at udnytte den, hvis man som virksomhed fortsat vil være konkurrencedygtig i fremtiden. Den nye platform er derfor et online udviklingsrum, der via pædagogisk formidling hjælper erhvervslederne til at forstå, hvordan digitale muligheder kan bidrage til at løse udfordringer og understøtte udviklingen af nye forretningsmodeller.


Omstilling er svært

Platformen skal vejlede små og mellemstore virksomheder i en mere digital retning, og det er nødvendigt, mener Annabeth Aagaard, da ledelsen i mindre virksomheder ofte mangler ressourcerne til det og kan have sværere ved at kaste sig ud i en digital transformation, da de ikke føler, at de besidder kompetencerne.

”Men digital transformation handler snarere om digital ledelse. Den nye platform skal afmystificere digital transformation, inspirere og klæde ledelsen på til at søge den rette rådgivning,” siger forskningslederen.

Den vestjyske virksomhed Trehøje Døre i Ørnhøj er en af de virksomheder, der har set mulighederne i at udvikle det digitale aspekt af produktionen. Her betragter man den digitale transformation som en nødvendighed, der bl.a. kan understøtte virksomhedens ønske om fortsat at producere i Danmark, mener Jimmy Strøm Larsen, chef for it- og forretningsudvikling ved Trehøje Døre.

”Vi har fået indsigt i metoder til at udvikle forretningen digitalt. Fremover vil den digitale udvikling komme til at drive forretningen, da vi som virksomhed hurtigt skal kunne sadle om til nye produkter, teknologier og markeder uden store omkostninger,” siger Jimmy Strøm Larsen, der samtidig vurderer, at Trehøje Døre vil gøre brug af den nye platform.

”Det hænger sammen med den måde, vi normalt søger inspiration på. Vi samler løbende viden til fremtidige beslutninger,” siger han.

Op til lanceringen af den digitale platform har forskerne bag projektet de seneste år inviteret produktionsvirksomheder til workshops og masterclasses for at gøre dem i stand til at arbejde strategisk med forskellige digitale teknologier. Platformen er blevet til på baggrund af den viden som forskerne har indsamlet under workshopperne og er kulminationen på forskningsprojektet.

   

Finder de svage punkter
Helt konkret fører platformen virksomhederne igennem alle de skridt, der skal gøre dem klar til en digital fremtid, forklarer Anita Krogsøe Skou, videnskabelig assistent ved Interdisciplinært Center for Digital Forretningsudvikling.

”De lærer bl.a. om dataindsamling i produktionen og hos deres kunder, og hvordan de implementerer den viden i virksomhedens forretningsudvikling,” siger hun.

Ifølge Anita Krogsøe Skou er værktøjerne på platformen særligt relevante for virksomheder, der f.eks. ønsker at søge professionel rådgivning til en digital transformation via SMV:Digital, som er en samlet hjælpepakke, som udbydes af landets tværkommunale erhvervshuse til mindre virksomheder.

”Platformen og dens digitale modenhedsanalyse giver virksomhederne et præcist overblik over, hvor de er svagest. Dermed kan de søge meget målrettet efter den korrekte rådgivning,” siger Anita Krogsøe Skou, der forestår den officielle lancering af platformen til dette års Manufacturing Festival, som finder sted online den 27. maj.

Prøv platformen på digitale-forretningsmodeller.dk

 

Fakta om Digitale Forretningsmodeller til Fremtiden:

  • Et forskningsprojekt i samarbejde med Teknologisk Institut, Aarhus Maskinmesterskole og Institut for Forretningsudvikling og Teknologi ved Aarhus BSS, Aarhus Universitet.
  • Formålet med projektet er at styrke små og mellemstore produktionsvirksomheders strategiske arbejde med udvikling af nye digitale forretningsmodeller.
  • I projektet forstås ”digital transformation” som en strategisk udviklings- og en ledelsesmæssige opgave i virksomhederne, hvor digitale teknologier- og muligheder skal tænkes ind i forretningen, processer og ydelser samt i partner- og kunderelationer.
  • Projektet er støttet af Industriens Fond med næsten 4 mio. kr
Forskningsnyhed