Vinterdimission i frostvejr på BTECH

Fredag d. 25. januar 2019 var der vinterdimission på Institut for Forretningsudvikling og Teknologi (BTECH) i Herning, hvor mere end 80 fuldtidsstuderende kunne fejre færdiggørelsen af deres uddannelser.

De store smil var fundet frem, da venner og familie trodsede vintervejret og mødte op for at fejre de mange dimittender, som igennem lang tid havde set frem til netop denne dag. Dagen, hvor de officielt afsluttede deres uddannelse. 

Institutleder Anders Frederiksen bød velkommen efterfulgt af Klaus Bonde Ørskov, direktør for forsknings- og udviklingscentret DAMRC, som stod for den store festtale. Han opfordrede dimittenderne til at pleje deres netværk, være taknemmelige og have en selvsikker men også ydmyg tilgang til de udfordringer, der nu ligger for deres fødder. 

”Jeg hverken kan eller vil fortælle jer, hvordan I skal leve jeres liv, eller hvordan I skal forvalte jeres karriere. Men jeg kan forsøge at give jer et par erfaringer og gode råd med på vejen. Behandl alle du møder på din vej, som du gerne vil, at de skal behandle dig. Det er en gammel leveregel, men det er bestemt ikke en leveregel, der er blevet mindre relevant på grund af øget globalisering og anvendelsen af sociale medier. I vil møde mange personer i jeres karriere, og I vil helt sikkert ikke være lige begejstrede for dem alle – det er helt naturligt – men behandl dem alle med respekt, måske bliver de i fremtiden din nærmeste kollega, chef eller vigtigste samarbejdspartner. Det koster ikke noget at være høflig og tale pænt til alle, men belønningen kan være stor.”

Martin Lønsmann, cand.polyt. var repræsentant for dimittenderne, der med ordene ”You don't climb mountains without a team, you don't climb mountains without being fit, you don't climb mountains without being prepared and you don't climb mountains without balancing the risks and rewards. And you never climb a mountain on accident - it has to be intentional. We did it, the mountain is climbed. Stop and enjoy the view. Nothing is impossible, the impossible just takes a bit longer” sendte sig selv og sine meddimittender ud i verdenen. 

Dimittendpriserne gik denne vinter til: 

Ingeniørprisen: Kristian Jessen og Mikkel Petersen, diplomingeniør i elektronik – sponsoreret af KK Wind Solutions A/S - prisoverrækker Rasmus Nielsen, Software Manager, KK Wind Solutions A/S

Civilingeniørprisen: Charlotte Søgaard Kristensen, cand.polyt. – sponsoreret af Hans Foxys Fond - prisoverrækker Torben Tambo, BTECH

Årets vinterdimittend: Jesper Lantz, cand.polyt. – sponsoreret af Siemens Gamesa Renewable Energy - prisoverrækker Claus Sejdelin Schrøder, Siemens Gamesa Renewable Energy

Se flere billeder her.