Offentligheden/ Pressen

Tillykke Midt- og Vestjylland!

Af Helge Sander, formand for Eksternt Råd på Aarhus Universitet i Herning

 

Det midt- og vestjyske område har fået sin egen afdeling af det prestigefyldte universitet Stanford. Det åbner døre for forskning og samarbejde med både private virksomheder og offentlige organisationer.

Som tidligere videnskabsminister glæder det mig at se, at Aarhus Universitets institut i Midt- og Vestjylland (AU Herning) har indgået et samarbejde med et af verdens førerende universiteter – nemlig det prestigefyldte amerikanske universitet Stanford University. De to universiteter har sammen åbnet en ny afdeling på Aarhus Universitet i Herning under navnet Stanford Peace Innovation Lab.

Den nye afdeling vil blive primusmotor for fælles forskningsprojekter og samarbejde med erhvervslivet med forskere fra både Stanford og AU Herning involveret. Samarbejdet åbner dermed nye døre for dansk erhvervsliv og instituttet i det midt- og vestjyske, der får adgang til forskning på højeste niveau.

Midt- og Vestjylland kan være stolte af at være udvalgt som lokation for etableringen af en afdeling under Stanford University. Det giver muligheder for unikke samarbejder mellem både private virksomheder og offentlige organisationer på den ene side og forskere fra Stanford Peace Innovation Lab i Herning på den anden.

Danskerne er interessante for Stanford University

Stanford Peace Innovation Lab er en forskningsenhed, der beskæftiger sig med området ”peace innovation” baseret på analyse af store data, adfærds- og forretningsmodeller. Det nye Stanford Peace Innovation Lab vil til at begynde med arbejde med forskningsprojekter inden for områderne fødevarer, trafik, sundhed, ’urban production’ og innovation. En række nye regionale, nationale og internationale projekter er allerede under udvikling.

Danmark er yderst interessant at studere og bruge til sammenligning med andre for forskerne fra Stanford og de omkring 20 andre udenlandske forskermiljøer, som er med i Stanfords globale netværk af Peace Innovation Labs. Den danske befolkning er flere gange blevet udnævnt som verdens lykkeligste folkefærd, og både fred og konflikter betyder noget andet i Danmark end i andre lande. Derfor vil resten af verden meget gerne lære af os på det område. Vi kan således være stolte af at være sluppet igennem Stanfords nåleøje og udvalgt som samarbejdspartner.

Et stort skridt for det midt- og vestjyske

Stanford University har fostret nogle af verdens førerende ledere og virksomheder. For Stanford er det måske et lille skridt at åbne en afdeling i Danmark. Men for Midt- og Vestjylland er det et stort skridt, der baner vejen for enestående og unikke muligheder for forskning, studenter/forskerudveksling og ikke mindst erhvervssamarbejde.

Jeg ser frem til at følge udviklingen i Stanford Peace Innovation Lab i det midt- og vestjyske, og jeg håber, at forskningssamarbejdet vil bære frugt for både samfundet og små-, mellemstore- og store virksomheder.