Kommende studerende Offentligheden/ Pressen

Studiepraktik på AU Herning

Årets studiepraktikanter oplevede i uge 43 tre dage med spændende aktiviteter på AU Herning

Deltagelse i undervisning var noget eleverne var glade for at afprøve.

I tre dage i uge 43 åbnede AU Herning dørene for årets studiepraktikanter. Over 100 elever fra landets forskellige ungdomsuddannelsesinstitutioner og andre interesserede mødte op for at deltage i studiepraktikken på en af AU Hernings seks bacheloruddannelser.

Eleverne deltog i fælles arrangementer om livet som studerende på AU Herning, hvor de fik et indblik i det unikke studiemiljø, som AU Herning tilbyder. Derudover var de på en rundvisning på AU Herning, som kom omkring Campusområdet, Business Factory og Innovatorium, og de hørte diverse oplæg fra studerende om det internationale liv på AU Herning.

Deltagelse i undervisning

Eleverne havde inden studiepraktikken begyndte valgt, hvilken uddannelse de ville følge i løbet af de tre dage, som praktikken varede. Eleverne deltog derfor også i undervisningen på de individuelle uddannelser for at få et indblik i, hvordan dagligdagen er, når man studerer på AU Herning. Dette var generelt det element af studiepraktikken, som eleverne syntes bedst om, da det gav et godt indblik, i hvordan deres nærmeste fremtid kunne se ud.

- Det har været en troværdig visning af, hvordan det er at studere ICM gennem deltagelsen i undervisningen, fortæller Liv Grønborg fra Aalborg, som var i Herning for at deltage i studiepraktik på International Communication and Multimedia-uddannelsen. Hun mente også, at det internationale liv på AU Herning var et stort plus, som hun så frem til at opleve nærmere under studiet.

Hvad nu?

Som det sidste, inden eleverne tog tilbage til deres ungdomsuddannelser, blev de præsenteret for mulighederne efter endt studie på AU Herning i forhold til både jobsøgning og muligheder for kandidatuddannelse både på AU Herning samt resten af Aarhus Universitet. 

Billeder fra dagene kan ses på Club AU Hernings Facebookside.