Studerende fra AU Herning besøger virksomheder på Mors

En flok studerende fra AU Herning blev mødt med åbne arme, da de besøgte tre virksomheder på Mors og Morsø Kommune. Formålet med besøgene var at skabe bro og mulighed for videndeling mellem virksomhederne og universitetsverdenen til fordel for begge parter.

27.10.2014 | Winnie Axelsen

De studerende fra AU Herning får her en grundig præsentation af Morsø Kommune og bliver introduceret for Videnhotel Mors samt nogle iværksætttervirksomheder.

På rundvisning i produktionen hos virksomheden Bila.

De studerende følger produktionen af vinduer og døre hos KPK.

De endelige resultater i form af vinduer og døre bliver studeret.

På rundtur i produktionen hos HE-VA i Nykøbing Mors.

I dialog med en af de ansatte hos HE-VA.

Studerende fra forskellige studieretninger på AU Herning havde torsdag den 23. oktober valgt at hive en dag ud af kalenderen til at tage på virksomhedsbesøg på Mors. Turen var arrangeret i et samarbejde mellem repræsentanter fra Morsø Kommune, Videnhotel Mors og AU Herning, fordi alle parter ønsker at etablere et tættere samarbejde. De studerende fra AU Herning får på den måde mulighed for at få et indblik i erhvervslivet og mulighed for at etablere et samarbejde, mens virksomhederne får mulighed for at få løst nogle opgaver med nye øjne på virksomheden, der kommer udefra.

”Det har været spændende at besøg Mors i dag med en flok af vores studerende. Øen har nogle udfordringer i forhold til faldende befolkningstal, fordi de unge flytter fra Mors for at uddanne sig, og de kommer ikke alle tilbage igen. Jeg er imponeret over deres tilgang til udfordringerne i Morsø Kommune. De har simpelthen et imponerede engagement og mod på at tænke nye tanker, så jeg håber, at de igennem vores studerende kan få input og innovative idéer til, hvordan man løser fremtidens udfordringer”, siger Anna Katrine Bruun, chefkonsulent og leder af AU Connect Herning, og hun fortsætter:

”Baggrunden for besøgene er, at vi på AU Herning lægger stor vægt på at gøre vores uddannelser så virkelighedsnære som muligt. Det gør vi ved at inddrage virkelige cases og virksomheder så meget som muligt i både undervisning og forskning. Vi mener desuden, at det er en win win-situation for både studerende og forskning her på AU Herning, men også for erhvervslivet og i sidste ende samfundet som helhed på den anden side, fordi vi kan tilføre viden og ressourcer, som kan bidrage til en positiv udvikling i virksomhederne. Den nye forskningskapacitet, der nu er opbygget på AU Herning, giver muligheder for, at vi kan igangsætte nogle længerevarende udviklingsprocesser, hvor forskere, studerende og lokale virksomheder samarbejder og udveksler viden og erfaringer til gavn for erhvervsudviklingen i lokalområderne”.

AU Hernings nye professor Peter Lindgren – som i øvrigt stammer fra lokalområdet – forsker i ovenstående processer samt udvikling af nye forretningsmodeller, og det vil i høj grad være ham, der bliver den drivende kraft i de nye tiltag.

Inspiration og øjenåbner

De studerende var også positive omkring arrangementet, og de lyttede interesseret i virksomhedernes præsentationer og indgik efterfølgende i dialog med dem, hvor de havde mulighed for at stille uddybende spørgsmål.

”Jeg tog med på virksomhedsbesøgene på Mors, fordi jeg leder efter en virksomhed, som jeg kan bruge som case i et projekt, som jeg skal lave i forbindelse med min uddannelse på AU Herning. Det har været nogle spændende besøg, og jeg synes, at Mors har fået vist nogle gode virksomheder frem, som jeg ellers ikke ville have fået kendskab til. Jeg kunne godt finde på at tage kontakt til nogle af dem efterfølgende for at høre, om de vil indgå et samarbejde med mig”, siger Janne Marie Jensen, der er studerende på AU Hernings Business Development Engineer-uddannelse.

De studerende besøgte først virksomhederne KPK Vinduer og Døre, Bila og HE-VA. Bagefter gik turen til det Gamle Rådhus i Nykøbing, hvor de studerende fik en præsentation af repræsentanter fra kommunen. Efterfølgende var der mulighed for at møde og indgå i en dialog med Videnhotel Mors og en række lokale iværksættere – nemlig eCOOL, Sensorclip, Danasmeden og Quickdone.

Kontakt

For yderligere information kontakt: Anna Katrine Bruun, chefkonsulent, AU Herning (2486 6368 / annakatrine@auhe.au.dk).

Offentligheden/ Pressen