Arrangement

Stor robotkonkurrence på AU Herning

AU Herning skal være vært for en af Danmarks største robotkonkurrencer. I alt 30 unge skal dyste om at bygge og programmere den bedste robot på bare 24 timer.

Der bliver kamp til stregen, når startskuddet lyder til den intensive byg-en-robot-konkurrence i Herning fredag d. 4. april.

I alt 30 unge fordelt på 10 forskellige hold skal på bare et enkelt døgn udvikle en robot.

Robotten skal kunne løse en helt særlig opgave, som indtil videre er hemmeligholdt af hensyn til konkurrencen.

”Jeg kan ikke afsløre så meget andet, end at det bliversindssygt intensivt. Deltagerne får brug for at sætte alle kreative talenter inden for teknik, mekanik, elektronik og programmering i spil,” siger Morten Opprud Jakobsen, lektor ved Ingeniørhøjskolen, Aarhus Universitet og en af arrangørerne bag konkurrencen.

Der er stadig ledige pladser til konkurrencen. Blandt de tilmeldte deltagerne er studerende fra gymnasier og erhvervsskoler i det meste af Midtjylland, samt lærlinge og elever fra erhvervsvirksomheder.

”Det er dejligt, at der er opbakning til arrangementet. Danmark har brug for, at flere unge interesserer sig for moderne teknologi, og det her er et eksempel på, hvordan man helt konkret kan stimulere den interesse,” siger Morten Opprud.

Deltagerne har mulighed for at bruge universitetets laboratorier og for at få hjælp af ingeniørstuderende til det tekniske.

Der er fundet et par gode sponsorer, som har ydet velvilje i form af 20.000 kr., som er øremærket til indkøb af komponenter, som de studerende skal bygge deres robotter fra.

De færdige robotterne får de studerende, efter arrangementet, kvit og frit, med hjem eller tilbage på deres respektive uddannelsesinstitutioner eller arbejdspladser. Vinderne præmieres, yderligere, med et robot kit.

Fakta

Konkurrencen hedder Robotichackathon og løber af stablen fredag d. 4. april kl. 15 til lørdag d. 5. april kl. 15. Vinderne kåres lørdag d. 15. april kl. 20.

Det hele foregår i kantinen på AU Herning, Birk Centerpark 15, 7400 Herning.

Konkurrencen er arrangeret af AU Herning og Ingeniørforeningen i Danmark (IDA).

Pressen er velkommen i hele forløbet.

Kontakt

Morten Opprud Jakobsen, lektor, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet, AU Herning: 2136 7053