Stanford University åbner afdeling i Herning

Det amerikanske universitet Stanford har netop åbnet et nyt Stanford Peace Innovation Lab sammen med Aarhus Universitets institut i Herning. De to universiteter har indgået et samarbejde omkring etablering af et nyt laboratorium, der skal være omdrejningspunkt for fremtidige fælles forskningsprojekter. Samarbejdet åbner nye døre for dansk erhvervsliv og instituttet i Herning – AU Herning – der får yderligere adgang til forskning på højeste niveau.

30.10.2014 | Winnie Axelsen

Helge Sander, formand for Eksternt Råd på AU Herning, afslører det nye Stanford-skilt ved AU Hernings hovedindgang. Fra venstre ses institutleder Jacob Kjær Eskildsen, professor Peter Lindgren og de to co-directors Mark Nelson og Margarita Quihuis fra Stanford Peace Innovation Lab (foto: Maria Randima Sørensen).

Her ses professor Peter Lindgren, der holder åbningstale for de 100 fremmødte gæster (foto: Maria Randima Sørensen)

Mark Nelson, co-director, Stanford Peace Innovation Lab, holder her åbningstale på Stanfords vegne (foto: Maria Randima Sørensen)

Peter Lindgren giver ordet til Helge Sander, der holder tale før afsløringen af det officielle skilt ved hovedindgangen (foto: Maria Randima Sørensen)

Stanford-skiltet ved AU Hernings hovedindgang symboliserer det nye samarbejde mellem underversiteterne (foto: Maria Randima Sørensen)

Det nye samarbejde mellem Stanford University og Aarhus Universitet, School of Business and Social Sciences i Herning (AU Herning) bliver et ligeværdigt partnerskab. Det giver helt unikke muligheder for samarbejde mellem forskere fra Stanford på den ene side og erhvervsliv, studerende og forskning i Danmark på den anden side.

”Stanford University har valgt at indgå et samarbejde med AU Herning, fordi der er ved at blive opbygget et stærkt miljø omkring forretningsmodellering og energiområdet på instituttet i Herning.  Det er områder, hvor Stanford ikke selv er så stærke. Det lægger dog et pres på både forskere og studerende ved AU Herning i forhold til at skulle præstere og levere resultater af højeste kvalitet”, siger Peter Lindgren, professor på AU Herning og drivkraften bag etableringen af Stanford-enheden på AU Herning, og fortsætter:

”Danmark er interessant for forskere fra Stanford University, fordi udfordringerne med innovation og fred er meget anderledes her end i andre lande i verden. Vi har mange værdifulde eksempler på innovation og fred, som andre lande og forskere gerne vil lære af, lade sig inspirere af og forske i. Forskere på Stanford vil kunne bruge vores erfaringer og vores forskning, og vi vil kunne bruge deres metoder og deres tilgange til forskning og innovation til at udvikle nogle særdeles interessante løsninger og forretningsmodeller, som er bygget op omkring fred."

Del af globalt netværk

Der findes omkring 14 lignende Stanford-laboratorier rundt om i verden, og de fokuserer alle på arbejdet med konflikthåndtering på forskellige niveauer. Det gælder fx konflikter mellem mennesker eller lande. Danmark er et godt eksempel på et fredeligt land, der ikke har konflikter med andre lande, og derfor er vi interessante i denne sammenhæng. 

Samarbejdet mellem Stanford og AU Herning vil gøre det lettere for studerende og forskere i USA og Danmark at forske sammen, og de studerende fra AU Herning får lettere adgang til at følge undervisning på Stanford University. På den måde giver det helt nye unikke muligheder for dem, der tager en uddannelse på AU Herning eller er ansat på instituttet og ikke mindst for dansk erhvervsliv, der har mulighed for at indgå samarbejde med Stanford Peace Innovation Lab på AU Herning.

Forskningen i den nye enhed vil blandt andet beskæftige sig med adfærdsområdet. Her er Stanford blandt de bedste i verden, når det gælder forskningen i, hvordan man kan ændre folks adfærd. Men også forskningsområderne big bata og business intelligence er blandt Stanford stærke sider, og de emner kan også komme i spil i forskningsprojekterne i Stanford Peace Innovation Lab i Herning.

Fokus på adfærdsforskning i forskellige sammenhænge

Forskningen i adfærd kan bruges i mange sammenhænge, og det vil det nye Stanford Peace Innovation Lab i Herning arbejde med. Det gælder fx løsningerne på fænomenet ’urban violence’ – dvs. de problemer det giver, når flere mennesker søger mod de store byer. Dette giver mindre plads generelt, og i trafikken kommer der flere biler i de store byer, som kan gøre folk mindre tolerante over for hinanden.

Adfærdsforskningen kan også bruges inden for energiområdet, hvis man ønsker at påvirke virksomheder til at bruge energien mere bæredygtigt. Og inden for sundhedsområdet kan man se på, hvordan man får folk til at ændre adfærd, så de bliver sundere, og så de i sidste ende sjældnere bliver indlagt på hospitalerne. Aftalen med Stanford indebærer, at AU Herning skal bygge forskningsprojekter op i både Europa og USA.

”Samarbejdet betyder, at vi får adgang til amerikanske forskningsprojekter og fonde, og vi taler om nogle beløb, der er så store, at vi lige må knibe os selv lidt i armen. Så det bliver rigtig spændende at komme i gang med samarbejdet, og de første projekter er allerede i støbeskeen”, siger Peter Lindgren.

Ceremoni / åbning