Offentligheden/ Pressen

Nyt studieår i fuldt gang på AU Herning

Opgørelsen over det endelige optag af nye studerende er netop gjort op, og AU Herning oplever i år den største fremgang på BDE-uddannelsen og den engelsksprogede HA. Generelt er optaget af nye fuldtidsstuderende sammenlagt nogenlunde tilsvarende sidste års optag.

Dette års højdespringer, når det gælder optaget af nye studerende, er Business Development Engineer-uddannelsen (BDE), der i år har budt 72 nye studerende velkommen på uddannelsen. Til sammenligning begyndte 48 studerende på uddannelsen sidste år, så det er en stigning på 24 ekstra studerende.

”Vi oplever generelt en stigende interesse for BDE-uddannelsen, og det er vi naturligvis glade for og stolte af her på AU Herning. Vi hører fra mange af de nye studerende, at de har valgt uddannelsen, fordi de hørt om den gennem deres netværk. Det er altid dejligt, når en uddannelse bliver så velkendt, og vi ser det desuden som en flot anerkendelse til AU Herning, at de studerende på uddannelsen er gode ambassadører på den måde. Det fortæller os, at de generelt er glade og tilfredse med uddannelsen, hvilket vores studiemiljøundersøgelse netop også bekræfter”, siger Jan Laursen, der er viceinstitutleder og ansvarlig for bacheloruddannelserne på AU Herning.

Derimod er det største fald i antallet af nye studerende på civilingeniøruddannelsen, som i år har fået 42 nye studerende mod et hold på 79 nye studerende sidste år. Faldet skal dog ses i lyset af, at uddannelsens primære ”fødekilde” – nemlig AU Hernings BDE-uddannelse netop i sommer dimitterede en mindre årgang end normalt. Dermed har den oplagte pulje af ansøgere altså været mindre end sidste år eksempelvis.

”Det er helt naturligt, at antallet af nye studerende på de forskellige uddannelser svinger lidt år for år. Dykket på civilingeniøruddannelsen har en naturlig forklaring, fordi der ikke blev så mange bachelorstuderende inden for fagområdet færdige denne sommer, hvoraf mange normalt vælger at fortsætte på uddannelsen til civilingeniør. Uddannelsen er dog lige blevet re-designet, og indholdet er dermed blevet ændret. Det, forventer vi, vil tiltrække flere studerende til uddannelsen fremadrettet”, siger Jan Laursen og fortsætter:

”Derimod glæder det os at se en lille fremgang på søgningen til vores deltidsuddannelser. I alt 233 studerende er startet på en af deltidsuddannelserne på AU Herning. Det tyder på, at erhvervslivet igen tør investere i at efter- og videreuddanne deres medarbejdere, og det er positivt både for os og for samfundet generelt”.

Fakta

Nedenstående tabel viser antallet af nye fuldtidsstuderende fordelt på AU Hernings fire bachelor- og to kandidatuddannelser:

Uddannelse

2014

2013

Erhvervsøkonomi (HA)

91

99

Economics and Business Administration (HA på engelsk)

73

60

Business Development Engineer (BDE)

72

48

Global Management and Manufacturing (GMM)

24

22

Cand.merc. i Marketing and Business Innovation

26

24

Civilingeniør (cand.polyt.) i teknologibaseret forretningsudvikling

42

79

NB: Optagstallene i ovenstående tabel er trukket henholdsvis den 28. august og den 4. september 2014.

Herudover er der startet en række udvekslingsstuderende og et hold med studerende på AU Hernings specialisering til forretningsingeniør, der foregår i Aarhus. Der er også startet studerende på både Adgangskursus og uddannelsen til elektronikingeniør (EDE), der foregår på AU Herning men pga. fagområdet formelt hører til under Ingeniørhøjskolen, Aarhus Universitet i Aarhus.