Nyt ’Stanford Peace Innovation Lab’ åbner på AU Herning

Det anerkendte amerikanske universitet Stanford indgår et samarbejde med Aarhus Universitets institut i Herning. Sammen åbner de to universiteter et laboratorium under navnet ’Stanford Peace Innovation Lab’ på Aarhus Universitet i Herning. Det bliver et partnerskab, der giver helt unikke muligheder for samarbejde mellem Stanford og virksomheder, studerende og forskning i det midt- og vestjyske område.

23.10.2014 | Winnie Axelsen


Onsdag den 29. oktober slår Aarhus Universitets institut i Herning (AU Herning) dørene op for instituttets nye laboratorium ’Stanford Peace Innovation Lab’.

Den grundlæggende tanke bag den nye enhed Stanford Peace Innovation Lab på AU Herning er, at samarbejdet mellem amerikanske og danske forskere skal styrkes og udvikling af viden og metoder inden for området ’multi business model innovation’. Dette skal i sidste ende komme virksomheder og samfund til gode.

Enheden bliver en gren af Stanfords netværk af globale laboratorier, der alle har navnet Stanford Peace Innovation Lab. De enheder har den fællesnævner, at de arbejder med innovation og fred i forskellige sammenhænge. Stanford Peace Innovation laboratoriet på AU Herning vil i særlig grad arbejde med peace innovation ud fra en forretningsmodel- og innovationssammenhæng.

Bevidst valg med ny dansk base

“Selve fagområdet ‘multi business model innovation’ er en af AU Hernings kernekompetencer, der bevæger sig i det tværfaglige spænd mellem det erhvervsøkonomiske område og ingeniørvidenskaben. Helt konkret betyder det, at vi arbejder med at udvikle forskellige innovative modeller for, hvordan man kan drive forretning uanset hvilken branche og type virksomhed, man hører til. Det er et forholdsvist nyt forskningsfelt, og der er stort potentiale i fagområdet for både erhvervslivet her i det midt- og vestjyske og for universitetsverdenen”, siger Peter Lindgren, der er professor og primusmotor bag etableringen af Stanford Peace Innovation Lab på AU Herning, og fortsætter:

”At Stanford University har valgt at samarbejde med os på AU Herning om etableringen af et nyt laboratorium som en del af det globale netværk, er vi naturligvis både glade for og stolte over. Det har været en proces, som tog sin begyndelse tilbage i 2008 med mange besøg, forskerophold og forhandlinger, før det nu endelig er lykkes at få lov til at etablere Stanford Peace Innovation laboratoriet.

Danmark er interessant for forskere fra Stanford University, fordi udfordringerne med innovation og fred er meget anderledes her end i andre lande, der deltager i laboratorienetværket. Vi har mange værdifulde eksempler på innovation og fred, som andre lande og forskere gerne vil lære af, lade sig inspirere af og forske i. Forskere på Stanford vil kunne bruge vores erfaringer og vores forskning, og vi vil kunne bruge deres metoder og deres tilgange til forskning og innovation til at udvikle nogle særdeles interessante løsninger og forretningsmodeller, som er bygget op omkring fred."

Samarbejdet åbner døre

Stanford Peace Innovation Lab samarbejder med mange forskellige globale interessenter om at skabe de bedste løsninger på forskellige udfordringer omkring fred. De nuværende projekter dækker blandt andet over temaerne fred, miljø og sundhed, boliger, byggeri og bosætning, trafik, trængsel og forhindring af ”urban violence”. Samarbejdet mellem Stanford og AU Herning vil gøre det lettere for studerende og forskere i USA og Danmark at forske sammen og følge undervisning på Stanford University og Aarhus Universitet. På den måde giver det helt nye unikke muligheder for dem, der tager en uddannelse på AU Herning eller er ansat på instituttet og ikke mindst for dansk erhvervsliv, der har mulighed for at indgå i samarbejder med Stanford Peace Innovation Lab på AU Herning.

Åbningen af Stanford Peace Innovation Lab foregår onsdag den 29. oktober kl. 7.30-8.30 på AU Herning, der byder på morgenmad, mens Helge Sander, formand for Eksternt Råd på AU Herning, holder åbningstalen. Efterfølgende vil repræsentanter fra Stanford University og AU Hernings institutleder Jacob Kjær Eskildsen give nogle bud på fremtidsvisionerne for samarbejdet.

Efter den officielle åbning vil der kl. 8.40 være mulighed for at fortsætte til AU Hernings konference ”Multi Business Model and Technology Innovation in the Food Tech Industry”, som foregår i Messecenter Herning i forbindelse med Food Tech-messen. Der vil være mulighed for at blive transporteret gratis i bus frem og tilbage mellem AU Herning og Messecenter Herning. 

Offentligheden/ Pressen