Offentligheden/ Pressen

Innovativ tilgang til skolereform i Ikast-Brande Kommune

Tilgangen til den nye skolereform kan være positiv, hvis de involverede medarbejdere er rustet med brugbare metoder til at leve med – og reducere – usikkerheder. Det viser resultaterne af en innovationsproces i Ikast-Brande Kommune, som en forsker fra Aarhus Universitet har været involveret i.


Ikast-Brande Kommune har igennem en længere periode samarbejdet med Teknologisk Instituts Center for Idé og Vækst og Aarhus Universitet, School Business and Social Sciences (AU Herning) omkring flere innovationsprojekter. Et af dem var i fuld gang, da den nye skolereform blev lanceret tilbage i december 2012. Det betød, at nogle af kommunens ledere og medarbejdere havde den fordel, at de allerede var i gang med at lære at arbejde proaktivt med håndteringen af forandringer.

Igennem innovationsprocessen i Ikast-Brande Kommune lærte  en række ansatte at sætte spørgsmålstegn ved de ting, som de gjorde per rutine i deres daglige arbejde for at udfordre status quo,  og de lærte at arbejde efter en systematiseret tilgang til innovation. Det gav en enorm medarbejdermæssig værdi at arbejde med medarbejder- og organisationsudvikling i projektet,  da de involverede medarbejdere blev mere åbne over for forandringer. De undersøgte nye måder at gøre tingene på, og de begyndte at arbejde mere proaktivt med at undersøge nye muligheder for fremtiden.

Ikast-Brande Kommune et skridt foran

”Som jeg ser det, var Ikast-Brande Kommune allerede et skridt foran udviklingen, da den politiske beslutning om den nye skolereform kom, fordi kommunen allerede var i gang med at arbejde med radikale innovationsprocesser og nye tanker som mental frikommune. Det er et eksempel på, at det generelt er værd at arbejde professionelt og systematisk med håndtering af usikkerheder. Det essentielle ved projektet i Ikast-Brande Kommune er, at de involverede medarbejdere har fået nye rutiner for, hvordan man arbejder med usikkerhed, og det gør en hel verden til forskel for disse medarbejdere, når der så opstår situationer som eksempelvis implementeringen af den nye skolereform”, siger Jacob Brix, adjunkt på AU Herning, der var med til at udføre undersøgelsen. Han fortsætter:

”Derfor er det vigtigt at arbejde kontinuerligt med innovation som processer og ikke bare som enkeltstående events. Det er vigtigt  for at skabe omstillingsparathed hos de ansatte. Men man skal holde op med at se innovation som et kortvarigt projekt eller en event – derimod skal det anses som en konstant løbende proces.”

Gode råd til implementeringen af skolereformen

Ifølge Jacob Brix er arbejdet med at indføre den nye skolereform svært, og i sådan en situation er det vigtigt at erkende og acceptere, at der vil være meget forvirring og usikkerhed, fordi man ikke længere bare gør, som man plejer at gøre. Der kan være frustration til stede, men samtidig er der også muligheder. Der er et råderum til at påvirke, hvad det er, man som ansat gør, når man er på arbejde, og ikke mindst påvirke arbejdet under de nye rammer så godt som muligt, påpeger Jacob Brix.

Derudover råder Jacob Brix til, at man italesætter eventuelle frustrationer, og at man lærer de involverede parter at være i forandringerne – at man lærer dem at lære, hvordan man bedst håndterer det. Det er vigtigt, fordi der i forbindelse med noget nyt – som eksempelvis skolereformen – vil være konstante forandringer i en årerække. Med så meget nyt er det en fordel at have systematiske metoder for, hvordan man netop lærer at lære, hvordan man arbejder med systematiske rutiner.

At lære at arbejde systematisk med noget nyt er midlet til at nå målet. I en kommune er det eksempelvis at overholde serviceloven eller at indføre en ny skolereform. I begge tilfælde opstår der løbende forskellige situationer, der kræver en omstilling. Denne omstilling er lettere at foretage, når man er klædt på til det, forklarer Jacob Brix afslutningsvist.

Fakta

Ikast-Brande Kommune deltog i undersøgelsen, der blev udført i et samarbejde mellem Jacob Brix fra Aarhus Universitet i Herning (AU Herning) og seniorkonsulenter fra Teknologisk Institut, Center for Idé og Vækst.

Initiativet vedr. projektet (20 % mere Læring) blev taget af Ikast-Brande Kommune på et tidspunkt, hvor folkeskolereformen endnu ikke var konkretiseret, men de tanker og idéer, som innovationsprojektet afstedkom, har medvirket til at finde nye og anderledes svar på de udfordringer, som skolereformen har givet.

Ikast-Brande Kommune forsøger under navnet Mental Frikommune at finde nye måder at drive kommune på, så de bliver bedre i stand til at klare fremtidens udfordringer. Innovationssamarbejdet med Aarhus Universitet og Teknologisk Institut er et eksempel på det.

Kontakt

For yderligere information om innovationsprojektet i Ikast-Brande Kommune kontakt: Jacob Brix, adjunkt, Aarhus Universitet, School of Business and Social Sciences, AU Herning – 2917 1064 / brix@auhe.au.dk