Studerende Kommende studerende

Innovationen er i fokus

På AU Herning er produktudvikling i højsædet, når de studerende forbereder sig til det erhvervsliv, de kommer ud til efter endt uddannelse. Læs artiklen fra Herning Folkeblad.

Jan Laursen, viceinstitutleder på AU Herning, mener, at universitetet med Business Factory skiller sig ud fra andre uddannelsesinstitutioner. Foto: Henrik Ole Jensen

Af Karoline V. Kaspersen kvk@herningfolkeblad.dk

Herning er i store dele af landet kendt for sit erhvervsvenlige klima og for at være et sted, hvor ingenting er umuligt, og alt kan gro. Den optimist-ånd mærkes også på byens universitet, AU Herning, hvor der er stor fokus på iværksætteri og innovation.

Jan Laursen, der er viceinstitutleder og uddannelsesansvarlig på AU Herning, fortæller, at netop iværksætteri og innovation i høj grad gennemsyrer en stor del af det, som både underviserne og de studerende på skolen arbejder med -også mere, end det er tilfældet på andre studier i landet.

- AU Herning er det eneste studium i Danmark, som jeg er bekendt med, der har så stor relativ fokus på produkt og forretningsudvikling, siger Jan Laursen.

Gevinst for mentorer
På tre af AU Hernings uddannelser bliver de studerende tidligt i forløbet koblet på en virksomhed, hvor de bruger meget af tiden i deres studieforløb.

-Vores mentorvirksomhedsordning er helt unik. Den er kendt for at skabe et tæt samarbejde mellem virksomhederne og os, fortæller Jan Laursen.

Viceinstitutlederen vil gerne udbrede budskabet om fordelene ved mentorvirksomhedsordningen til de små og mellemstore virksomheder, hvor man tilsyneladende endnu ikke er klar over gevinsten ved at samarbejde med en universitetetsstuderende. Måske har de enkelte virksomhedsledere en frygt for det akademiske, vurderer Jan Laursen.

-For de mindre virksomheder er der meget viden at hente i de studerende, som jeg tror vil kunne hjælpe dem med produkt-og idéudvikling og med at sikre konkurrencekraften, siger han.

Jan Laursen understreger, at der er en tæt forbindelse mellem iværksætteri og produktudvikling, og at produktudvikling er et begreb, der kan omfatte meget forskelligt: Ikke kun helt fysiske produkter, men også koncepter og services er eksempler på produkter, som der udvikles på i de danske virksomheder.

Firma-fabrik
AU Herning har sit helt eget firma-værksted, Business Factory, på Innovatorium i Herning-forstaden Birk, hvor studerende kan arbejde med koncepter og egne forretningsidéer og forsøge sig med at etablere deres egne virksomheder. Mange af virksomhederne, der er blevet til i Business Factory, er web-baserede.

Indtil videre er omkring 60 virksomheder opstået på Innovatorium. Ikke alle har overlevet, men dog de fleste, flere af dem med succes.

Faciliteterne for produktudvikling er optimale for de unge iværksættere, som har indrettet sig i et fælles lokale med skriveborde, computere og behagelige direktørkontorstole. Herfra kommer der et væld af idéer til produkt-og serviceudvikling.

Et par af de virksomheder, som er blevet skabt i Business Factory, er brint-virksomheden H2 Logic, der producerer forureningsfrie motorer og brint-tankstationer, og Afrika-Safari.dk, som er et Viby-baseret rejseselskab på nettet.

Har fingeren på pulsen
På AU Herning undervises de studerende på de gældende uddannelser i innovation og kreativitet. Det sker blandt andet gennem kreativitetsseancer, der træner dem til at blive kreative, iderige og til at kunne produktudvikle og se muligheder. Det leder til en forbedret konkurrenceevne i et land, der ifølge AU Herning-viceinstitutlederen er stærkt på områder som netværksdannelse og konceptudvikling.

-Vi har fingeren på pulsen, som man skal have, hvis man vil følge med det stigende behov for produktudvikling og en hurtigere udskiftning i produktporteføljen, siger Jan Laursen og tilføjer, at markedet er gennemsigtigt, i kraft af at folk selv tilegner sig indsigt i produkter, blandt andet via internet.

De studerende på AU Herning lærer at blive selvstændige for at kunne tage ansvar for fremtiden og følge med i behovene. De skal være i besiddelse af evnen til at se og gennemføre konkurrencedygtig produktudvikling, når de dimitterer.

Jan Laursen ser et stort potentiale i den erhvervsrettede undervisningsform, der er på AU Herning.

-Jeg håber, at Danmark med tiden bliver bedre til at samarbejde mellem erhvervslivet og universiteterne, konkluderer han.

For de mindre virksomheder er der meget viden at hente i de studerende, som jeg tror vil kunne hjælpe dem med produkt-og idéudvikling og med at sikre konkurrencekraften .

FAKTA om AU Herning

  • AU Herning er Aarhus Universitets institut for forskning og videregående uddannelse i Herning og er organisatorisk placeret under hovedområdet School of Business and Social Sciences.
  • AU Herning udbyder seks bacheloruddannelser, to kandidatuddannelser samt en række efter-og videreuddannelser -alle inden for områderne ingeniørvidenskab, erhvervsøkonomi, ledelse samt erhvervskommunikation og multimedier.
  • Uddannelserne er baseret på et tæt samspil med det omkringliggende erhvervsliv.
  • Alle studerende på AU Herning lærer at arbejde med innovation og struktureret kreativitet.
  • Alle uddannelser har et internationalt perspektiv.
  • AU Herning har cirka 2000 studerende, herunder omkring 1500 fuldtidsstuderende og 500 deltidsstuderende. Cirka 20 procent af de studerende, der læser på fuldtid, kommer fra udlandet.Hertil kommer omkring 100 fastansatte medarbejdere og 100 timelærere.

Kilde: AU Herning.