Offentligheden/ Pressen

Hvordan styrker vi det midt- og vestjyske område?

Læserbrev af Helge Sander, formand for Eksternt Råd på AU Herning


På en hel naturlig måde er der en sund konkurrence mellem de større og mindre byer i Midt- og Vestjylland, men at få hævet uddannelsesniveauet er en vigtig fælles sag. Det er en væsentlig forudsætning for at sikre en fortsat god udvikling for vores landsdel.

Læserbrev af Helge Sander, formand for Eksternt Råd på AU Herning

Det er ikke blot den offentlige sektor, men i høj grad også vore virksomheder – store som små – der har brug for den højtuddannede arbejdskraft i fremtiden. I den forbindelse har vi brug for at stå sammen om at sikre de højtuddannede medarbejdere fremadrettet. Det er værd at huske, at de, der ansætter højtuddannede, næsten alle får en positiv udvikling med flere ansatte. Samtidig skal man bemærke, at der også følger arbejde til kortuddannet arbejdskraft med, når man ansætter en højtuddannet.

Det er et faktum, at de fleste af landets lange videregående uddannelser er placeret i landets største byer. Samtidig ved vi, at der er et storbyssyndrom, der betyder, at det er svært at trække de unge nyuddannede væk fra de største byer, når først de har taget deres uddannelser der. Storbyssyndromet er en udfordring for Midt- og Vestjylland, som vi erkender og arbejder med på Aarhus Universitets institut i Herning (AU Herning) – landsdelens eneste universitetsafdeling. Vi ønsker at fastholde de unge mennesker fra vores landsdel, så vi på den måde kan stræbe efter at være så selvforsynende som muligt med den højtuddannede arbejdskraft i det midt- og vestjyske.

Konference sætter fokus på positiv og bæredygtig udvikling af Midt- og Vestjylland

Det er en fællesnævner for alle i Midt- og Vestjylland at sikre en positiv og bæredygtig udvikling af landsdelen, og det vil vi gerne fra AU Hernings side bakke op om. Hvis AU Herning kan være med til at skabe værdi i eksempelvis Ringkøbing-Skjern, Holstebro, Struer, Lemvig, Skive, Morsø, Viborg, Ikast-Brande eller Herning, så vil vi meget gerne bidrage til det. Det sker allerede i dag, hvor Aarhus Universitets institut i Herning etablerer samarbejder mellem forskere og studerende på den ene side og kommuner, region og erhvervsliv på den anden.

Men hvordan kan vi alle sammen blive bedre til at trække den midt- og vestjyske landsdel i samme positive retning til gavn for os alle, og hvordan kan universitet bidrage til dette? Det kunne vi godt tænke os at blive klogere omkring på Aarhus Universitets institut i Herning. Derfor har vi arrangeret en konference under titlen ”Hvordan styrker AU Herning det midt- og vestjyske område?”, der foregår mandag den 6. oktober. Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen kommer og holder åbningstalen, og derefter er en række spændende og relevante profiler på programmet, der repræsenterer alle dele af Midt- og Vestjylland og forskellige typer virksomheder og organisationer.

Efter åbningstalen vil et panel bestående af repræsentanter fra erhvervslivet og fagbevægelsen stille spørgsmål til uddannelses- og forskningsministeren. Panelet vil bestå af Kenneth Iversen (tidl. direktør i Kyocera Unimerco), Helge Albertsen (formand for Dansk Metal Skjern-Ringkøbing) og Nicolai Hansen (adm. direktør i KMC). Derudover vil Bent Hansen (formand for regionsrådet i Region Midtjylland) og Jens Friis Bak (lægefaglig direktør i Hospitalsenheden Vest) holde oplæg med henholdsvis regionens og sygehusvæsenets perspektiv på udviklingen af Midt- og Vestjylland og samarbejdet med universitetet. Per H. Lauritsen (forskningschef i Siemens), Kenneth Mikkelsen (erhvervsdirektør i Erhvervsrådet Herning & Ikast-Brande) og Søren Sloth (formand for Nordvestjysk Erhvervsråd) vil komme med indlæg som repræsentanter for både de store og små virksomheder. Sidst men ikke mindst vil rektor Brian Bech Nielsen og prodekan Peder Østergaard fra Aarhus Universitet bidrage med indlæg omkring kvalitet og relevans inden for uddannelsesområdet.