Forskningsnyhed Aarhus BSS

Hvem vinder på Grønlands råstofeventyr?

Bliver de grønlandske virksomheder og lokalsamfund ofre eller kan de drage langsigtede fordele af den kommende råstofudvinding i Grønland? En forsker fra Aarhus Universitet skal identificere de potentielle gevinster for Grønland med afsæt i andre udvindingsprojekter i den arktiske region.

Forskning om råstofudvinding i Grønland
I stedet for på forhånd at betragte grønlænderne som ofre skal et nyt forskningsprojekt på Aarhus Universitet nu afdække hvilke sektorer, forretningstyper og logistikkæder, der kan drage fordele af råstofudvindingen. Foto: Colourbox

De har prøvet det i Rusland, Canada, Skandinavien, Alaska og mange andre steder de arktiske områder, hvor undergrunden rummer store rigdomme i form af olie, gas og mineraler. Og snart skal de prøve det i Grønland: Et råstofeventyr som skaber udsigt til stor nationaløkonomisk vækst, jobskabelse og en fast forsyning af bl.a. fossile brændstoffer.

Umiddelbart tegner det rigtig godt. Men indtoget af de store multinationale udvindingsselskaber har i andre arktiske områder medført et anspændt og næsten fjendtligt forhold mellem de nytilkomne, lokalsamfundet og de lokale virksomheder, hvor mange har mistet deres levebrød og oplevet drastiske ændringer i samfundets struktur.

Ofre eller vindere?
Men i stedet for på forhånd at betragte grønlænderne som ofre skal et nyt forskningsprojekt på Aarhus Universitet nu afdække hvilke sektorer, forretningstyper og logistikkæder, der kan drage fordele af udvindingen samt hvilke muligheder, der ligger for innovativ forretningsudvikling i Grønland.

Det er ph.d.-studerende Maja Kadenic fra AU Herning, der som et led i et større arktisk forskningsprojekt på School of Business and Social Sciences skal forsøge at identificere mulighederne på Grønland. Det sker med udgangspunkt i de arktiske regioner, som netop nu gennemlever råstofudvinding. Forskningsprojektet adskiller sig fra tidligere studier ved at fokusere særligt på den arktiske region, hvor den sociokulturelle indvirkning på indfødte og naturen er særlig stor.

- Ud fra de dokumenterede påvirkninger, som andre arktiske regioner har oplevet, socioøkonomiske rapporter fra kommende mineprojekter i Grønland og statistisk data om de nuværende forhold i Grønland, vil jeg vurdere, hvordan grønlænderne bedst tilpasser sig, skaber virksomheder og drager langsigtede fordele af udviklingen, siger Maja Kadenic.

Vidensbank for Grønland
Et af formålene med projektet er at etablere en vidensbank, hvor grønlænderne kan hente viden og råd til, hvordan de kan blive en del af råstofeventyret og på lang sigt sikre og videreudvikle deres virksomheder og samfund. For ved at imødekomme og tilpasse sig udviklingen kan grønlænderne ende som vindere i stedet for ofre.

Yderligere information
Maja Kadenic, ph.d.-studerende
AU Herning
Aarhus Universitet, School of Business and Social Sciences

Tlf.: 8716 6894
Mail: Maja@hih.au.dk