Offentligheden/ Pressen

Helge Sander i spidsen for nyt eksternt råd på AU Herning

AU Herning har peget på tidligere videnskabsminister Helge Sander som formand for nyetableret eksternt råd, der skal styrke samarbejdet mellem AU Herning og erhvervslivet i Midt- og Vestjylland.


Som nyvalgt formand for AU Hernings nye eksterne råd har Helge Sander stået for sammensætningen af et stærkt hold af midt- og vestjyske medlemmer sammen med Michael Evan Goodsite, institutleder på AU Herning. Udover Helge Sander består det eksterne råd af borgmestrene i de fem omkringliggende kommuner, regionsrådsformanden for Region Midtjylland og repræsentanter fra det midt- og vestjyske. Formålet med det eksterne råd er at styrke samarbejdet med såvel offentlige institutioner som private virksomheder i lokalområdet.

- Vi har fået et rigtigt stærkt team i ryggen med vores nye eksterne råd, og vi er glade for at have så massiv lokal opbakning med repræsentanter fra både kommuner, virksomheder og regionen. Denne opbakning er kendetegnende for landsdelen, når der er en vigtig sag at stå sammen om, og det er vi stolte af. Vi har valgt Helge Sander som formand for vores nye eksterne råd, fordi han som tidligere minister har en stor erfaring og viden, som vi her på AU Herning mener, kan styrke arbejdet med at få markeret AU Herning på landkortet. I dag er Helge Sander ikke længere en del af den politiske arena, og vi ser ham derfor som en neutral person, der i kraft af sin ekspertise uden tvivl kan være med til at fremme AU Hernings udvikling positivt, siger Michael Evan Goodsite og fortsætter:

- Det bliver spændende at tage hul på samarbejdet med det nye eksterne råd, og vi glæder os til at få en masse nyt input og blive udfordret af erhvervslivet, som jo er næste stop for vores studerende, når de bliver færdige med deres uddannelse. Det kommer uden tvivl til at gavne os her på AU Herning i udviklingen af såvel vores uddannelser som forskningsmiljø at få nye øjne og vinkler på vores arbejde.

Kraftcenter for viden og innovation i det midt- og vestjyske

Det eksterne råd skal bidrage med input til, hvordan AU Herning kan udfylde sin rolle som kraftcenter for viden og innovation i det midt- og vestjyske. Det skal fokusere på udviklingen af instituttet og arbejde med, hvordan AU Herning bliver et endnu mere attraktivt studiested med en tæt relation til erhvervslivet. Samtidig skal det eksterne råd komme med inspiration til, hvordan de studerende kan bringe deres viden i spil og bidrage til vækst og velstand i området.

Det eksterne råd skal også komme med idéer til, hvordan AU Herning kan tilbyde den forskning og de uddannelser, der er behov for i Midt- og Vestjylland. Det eksterne råd skal supplere aftagerpaneler og øvrige råds samarbejde med instituttet, og det første møde finder sted i begyndelsen af december.

Medlemmer repræsenterer AU Hernings omkringliggende samfund

Medlemmerne af AU Hernings eksterne råd består udover formand Helge Sander af følgende politikere: Bent Hansen (regionsrådsformand i Region Midtjylland), Ulla Diderichsen (medlem af regionsrådet), Lars Krarup (borgmester i Herning), Carsten Kissmeyer (borgmester i Ikast-Brande), H.C. Østerby (borgmester i Holstebro), Iver Enevoldsen (borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune) og Niels Viggo Lynghøj (nuværende borgmester i Struer).

Det midt- og vestjyske erhvervsliv og fagbevægelsen er repræsenteret ved adm. direktør Lars Gade Hansen fra Færch Plast i Holstebro, adm. direktør Nicolai Hansen fra KMC i Brande og formand for Dansk Metal Ringkøbing-Skjern Helge Albertsen.

Områdets kompetencer og værdier er repræsenteret ved lægefaglig direktør Jens Friis Bak, Hospitalsenheden Vest, forskningschef Per H. Lauritsen fra Simens Wind Power og direktør Ivar Brændgaard fra TV MIDT-VEST.

Yderligere information