Medarbejdere Offentligheden/ Pressen Studerende Arrangement

Endnu en international stjerneprofessor gæster AU Herning

Professor Andreas Schotter er en førende international ekspert i global strategi og ledelse og besøger i disse dage AU Herning, hvor han skal være eksaminator ved en ph.d.-eksamen, og holde tale til dimissionen fredag. Han er den nyeste i en række internationale forskningskapaciteter, som AU Herning på det seneste har tiltrukket.

AU Herning har endnu engang tiltrukket en international forskningskapacitet. Denne gang er det professor Andreas Schotter, der er en af de førende internationale eksperter indenfor global strategi og ledelse. Han underviser til daglig på Thunderbird School of Global Management i Arizona, USA, og den prominente amerikanske erhvervsavis Wall Street Journal har hele to gange kåret ham til ‘The WSJ Distinguished Professor of the year’.

Kristian Peter Andreasen er ph.d.-studerende ved AU Herning, og Professor Andreas Schotter skal være eksaminator ved den såkaldte ‘qualifying exam’, og besøger altså AU Herning både torsdag og fredag. I forbindelse med dimission fredag, vil han holde en kort tale.

Fremtidige forelæsninger med professor Andreas Schotter er desuden allerede i støbeskeen, til gavn for forskere og studerende ved AU Herning.

Internationale kapaciteter besøger AU Herning
Professor Andreas Schotter er ikke den første internationale kapacitet, der besøger AU Herning. Så sent som i efteråret var der ved to separate lejligheder højprofilerede forskere på campus.

Professor Gunther Pauli, der står bag begrebet ‘Blue Economy’, er ekspert i bæredygtighed og iværksætteri. Under sit besøg på AU Herning d. 27. september 2012, holdt han forelæsning i emnet på foranledning af Esben Vestergård Pedersen, ingeniørstuderende ved AU Herning.

Professor Louis L. Buciarelli fra Massachusetts Institute of Technology (MIT), samt professor Byron Newberry fra Baylor University, besøgte d. 18. september 2012 AU Herning for at diskutere ingeniøruddannelsen i et bredere, filosofisk perspektiv, som en del af uddannelsen for masterstuderende på ingeniørstudiet.

Yderligere oplysninger

  • Læs mere om Andreas Schotter, professor of strategic management og ‘WSJ Distinguished Professor of the Year’.