Civilingeniør nr. 300 dimitterer fra BTECH

Anders Zacho Jørgensen er nr. 300, der bliver færdig som civilingeniør fra BTECH, Aarhus BSS.

Anders Zacho Jørgensen får her overrakt blomster og vin af lektor Torben Tambo efter en veloverstået eksamen. Foto. Tine Bagger

”Det er helt overvældende, men jeg er meget glad og lettet, ” sagde Anders Zacho Jørgensen, der mandag den 23.1.2017 blev færdig som civilingeniør og ovenikøbet som nr. 300, og derfor fik ekstra opmærksomhed, blomster og vin. Han blev modtaget af sin mor og søster, der stod klar til at sige til lykke med det flotte 10-tal.

Det første hold civilingeniører (også kaldet cand.polyt. i teknologibaseret forretningsudvikling) blev færdige i 2009. I dag er uddannelsen meget populær.  80 studerende starter hvert år på uddannelsen, der handler om at opsøge, forstå, vurdere og hente ny teknologisk viden, nye forretningsområder og nye teknologier til virksomheder. Uddannelsen foregår på engelsk.

”Det var det helt rigtige valg! ” fortæller Anders Zacho Jørgensen, som har været rigtig glad for at gå på BTECH. Uddannelsen handler, udover det tekniske aspekt, også meget om hvordan teknikken kan bruges helt konkret og lige præcist det, er Anders mest glad for. Han vil gerne arbejde med mennesker og hvordan teknikken kan bruges og netop det, levede uddannelsen op til.

Fremtidsplaner
Anders har en kæreste i Holland, der arbejder som radiograf på et sygehus, og han er allerede flyttet til Holland. Planerne er derfor at få arbejde i Holland og gerne inden for sygehussektoren, mere specifikt inden for telemedicin, som er det område, han har arbejdet med det sidste lange stykke tid og også det, han skrev sin afsluttende opgave om.

Læs om uddannelsen til civilingeniør