Besøg af den indiske ambassadør i Danmark

Et tæt samarbejde mellem Indien og Aarhus Universitet i Herning er grundlaget for, at den indiske ambassadør i Danmark, Pooja Kapur, i dag besøgte vores institut i Herning. Instituttet har mange projekter og samarbejder med indiske universiteter og ser Indien som en vigtig partner for virksomheder i Produktionsdanmark og i den grønne omstilling – på linje med de nationale udmeldinger.

Ambassadørens besøg er netop et resultat af et mangeårigt og tæt samarbejde mellem Indien og Aarhus Universitet i Herning, herunder med det globale forskningscenter “CGC”. Det er i høj grad forskningscentrets professor Ramjee Prasad, der har banet vejen for at etablere samarbejdet. Samtidig har vi løbende inviteret indiske forskere til at arbejde i Danmark. Relationen mellem landene har til formål at skabe grobund for udvikling af innovative forretningsmodeller i et tværfagligt indisk-dansk forskningssamarbejde. Vi har et ønske om fortsat at deltage i forskningsprojekter og udvekslingsprojekter, der får indere til Herning samt studerende og medarbejdere fra vores universitet til Indien.

Professor Peter Lindgren fremhæver samarbejdet med Indien som solidt og særdeles vellykket.

”Vi har i mange år opdyrket vores netværk i Indien, og vi har draget stor nytte af Ramjee Prasads enorme netværk ikke bare i Indien, men overalt i verden. Vores danske og internationale forskere i CGC har en succesrig tradition for at samarbejde tæt med indiske forskere, og vi har igangsat mange tværnationale projekter”, udtaler han.

Under dagens besøg præsenterede en håndfuld internationale forskere deres projekter. Flere af disse forskere arbejder med projekter i regi af flere millionstøttede EU-projekter, bl.a. Greenbizz, Motor5G, Recombined, TeamUp5G, som alle er en del af de mange globale aktiviteter ved universitetet.

Den indiske ambassadørs besøg hos vores institut indleder et større besøg af 25 indiske masterstuderende, som ankommer til Herning midt i juni for at samarbejde med fem lokale virksomheder i seks uger om udvikling af grønne forretningsmodeller. De indiske masterstuderende har baggrund inden for bl.a. design, ingeniørvidenskab og digital teknologi. Deres besøg er en del af Greenbizz, som er støttet med 50 mio. kr. af EU.

I forbindelse med besøget mødes ambassadøren og hendes kollegaer ydermere med borgmester Dorte West, kommunaldirektør Erik Hattens og vores institutleder Anders Frederiksen for at snakke om fremtidige samarbejder.