Offentligheden/ Pressen

Beskyt dit hus mod klimaforandringer

Nordiske forskere har udviklet et nyt brugervenligt web-værktøj, som kan hjælpe husejere med at tilpasse deres hus i forhold til det skiftende klima. Ved at indtaste data om et hus kan man øjeblikkeligt få viden og råd om, hvordan det kan beskyttes mod klimaets fremtidige forandringer.


Stigende temperaturer, skybrud, tørke og oversvømmelser forventes at tiltage i fremtiden som konsekvens af de globale klimaforandringer. Det er dårlige nyheder for vores hjem. En gruppe forskere har som en del af et projekt i NORD-STAR, et nordisk forskningscenter for klimatilpasning, lanceret en ny og unik web-baseret support til boligejere. Det nye værktøj VisAdapt er udviklet til brug for husejere i Norden for at hjælpe med at tilpasse deres huse til det mere ekstreme vejr, som vi vil få i fremtiden på baggrund af klimaforandringer.

Den enkelte husejer kan via det nye web-værktøj taste sin adresse ind og se sit eget hus. Derefter kan man taste informationer ind om sit hus – fx hvad taget er lavet af – og efterfølgende starter man VisAdapt. Man vil så blive præsenteret for forskellige risikoscenarier for sandsynlige klimaforandringer de næste 40-60 år. Det vil sige, at man som boligejer kan tage sig nogle forholdsregler og sikre sit hus imod oversvømmelser, hvis huset eksempelvis ligger i den risikozone.

”Det smarte ved VisAdapt er, at man tager klimatilpasningen ned på et helt konkret lokalt niveau, der bliver relevant for den enkelte borger i Norden. Forskningen viser, at folk generelt har svært ved at se, hvad klimaforandringer betyder for dem, og de tror ofte, at det er noget, der finder sted langt væk eller langt ude i fremtiden. Det nye værktøj gør snakken om klimaforandringer mere konkret for den enkelte”, siger Anne Gammelgaard Ballantyne (ph.d.-studerende og adjunkt på Aarhus Universitet, School of Business and Social Sciences, AU Herning), der har taget del i udviklingen af det nye værktøj, og fortsætter:

”Det unikke ved det nye web-værktøj er, at man i systemet har alt information samlet et sted. Man kan bruge værktøjet hjemme fra sin egen stue, når det passer den enkelte, og man kan let og overskueligt få info om potentielle risici ved klimaforandringerne i forhold til sit eget lokalområde.”

Fakta

Projektet er støttet af Nordens Topforskningsinitiativ, mens arbejdet er udført i et samarbejde mellem forskere fra Linköpings Universitet, Norges Universitet for Videnskab og Teknologi (NTNU), Aarhus Universitet og forsikringsselskabet Codan / Trygg-Hansa, Gjensidige, If og Tryg.

Scenarierne er udviklet på det svenske meteorologiske og hydrologiske institut, og retningslinjerne for klimatilpasning er indsamlet fra offentlige institutioner, kommuner og forsikringsselskaber. Kortene over risikoområderne er offentlige via de nordiske myndigheder.

Værktøjet er tilgængeligt på www.visadapt.info

Kontakt

  • Anne Gammelgaard Ballantyne (ph.d.-studerende og adjunkt på Aarhus Universitet, School of Business and Social Sciences, AU Herning): 6167 5313