Mød en forretningsingeniør

Mød en forretningsingeniør

Søren Højgaard

  • Uddannelsesretning: elektro og forretningsingeniør
  • Dimitteret i 2011
  • Nuværende stilling: Group Process Consultant
  • Virksomhed: Grundfos Management A/S

Arbejder med produktoptimering

Jeg arbejder med produktionsoptimering i Grundfos. Det er en videreudvikling af den klassiske lean-tankegang, der handler om at få mest muligt ud af resurserne. Jeg analyserer arbejdsgange i fabrikkerne og finder steder, hvor der er spild. Det kan for eksempel være i forbindelse med transport eller på lageret. Men det kan også være et for højt sygefravær blandt produktionsmedarbejderne, vi skal kigge på.

I øjeblikket hjælper jeg en af Grundfos’ elektronikfabrikker med at gennemføre en værdistrømsanalyse. Det betyder, at vi forsøger at udpege flaskehalse i produktionen. Er der noget, vi kan gøre bedre? Kan man flytte om på arbejdsprocesserne, så det i sidste ende kan spare tid i produktionen? Det er nogle af de spørgsmål, jeg stiller.

Jeg sidder på kontoret i Danmark og udvikler vores procesoptimeringskoncepter i et lille team, men mit job er også præget af mange rejser til udlandet. Jeg uddanner fabriksledere i hele verden til at bruge vores koncepter. Der er ingen fast løsning på, hvordan en produktion skal fungere, men jeg kan ofte hjælpe med at skræddersy løsninger til den enkelte fabrik.

God til mennesker

Jeg kan godt lide arbejdet som konsulent, men det kræver også meget. Lean er som sådan ikke svært i teorien, men det er enormt svært at implementere. Man skal have en naturlig autoritet, en stærk organisatorisk forståelse, og så skal man være god til at tale med mennesker. Det handler rigtig meget om psykologi også.

Mit arbejde er nok ikke typisk for ingeniører, men jeg nyder virkelig godt af min teknologiske indsigt. Og så har jeg en undersøgende og analytisk tilgang til opgaveløsning, som jeg har tilegnet mig på studiet. Det er en helt central kompetence i mit nuværende job. Samtidig er jeg nok typisk diplomingeniør. Jeg ville aldrig trives udelukkende bag et skrivebord, og jeg er glad for, at jeg skal vaske hænder mindst tre gange i løbet af en arbejdsdag.

Jeg drømmer om en international karriere og håber, at jeg kan få lov til at bo og arbejde i Kina, USA eller Rusland på et tidspunkt.