Institutleder skaber vækst hos Aarhus Universitet i Herning

Lederen af Aarhus Universitets afdeling i Midt- og Vestjylland, Institut for Forretningsudvikling og Teknologi, vil også de næste tre år hedde Anders Frederiksen. Aarhus BSS ved Aarhus Universitet har netop forlænget den 42-årige professor Anders Frederiksens ansættelse som institutleder indtil 2022.

Anders Frederiksen. (Foto: pure.au.dk)

Siden 1. januar 2016 har Anders Frederiksen været institutleder for Aarhus Universitets afdeling i Herning, og han er nu sikret sin stilling frem til 2022. Den faste procedure for ansættelsesperioder for institutledere på hele Aarhus Universitet er tre år, hvorefter kontrakten kan forlænges yderligere tre år. Derefter skal stillingen opslås på ny. 

Dekan for Aarhus BSS ved Aarhus Universitet, Thomas Pallesen, glæder sig over den positive udvikling på Institut for Forretningsudvikling og Teknologi, som har fået øget basisforskningstilskuddet til mere end 20 millioner årligt.

”Det er dejligt at se, at instituttet med Anders Frederiksen i spidsen har formået at løfte forsknings- og uddannelsesniveauet og samtidig har fastholdt instituttets stærke samarbejde med virksomhederne og kommunerne i regionen,” siger Thomas Pallesen.

Også formanden for instituttets eksterne råd, Helge Sander, glæder sig over forlængelsen af Anders Frederiksens virke som institutleder.

”Efter en imponerende flot udvikling på AU i Herning de seneste tre år, er det med stor tilfredshed, at vi nu har sikkerhed for, at Anders Frederiksen kan fortsætte det vigtige arbejde i vores del af landet,” siger Helge Sander. 

”AU i Herning er ikke blot et vigtigt uddannelsestilbud for mange universitetsstuderende, instituttet er også afgørende for den gunstige udvikling i det midt- og vestjyske erhvervsliv, da mange af de nødvendige, højtuddannede medarbejdere netop kommer fra AU i Herning. Det lykkes først og fremmest, fordi der i langt de fleste uddannelsesforløb er knyttet tæt kontakt mellem de studerende og områdets virksomheder,” tilføjer Helge Sander. 

Positiv udvikling i Herning

Institut for Forretningsudvikling og Teknologi har været igennem en positiv udvikling de seneste år. Det er en udvikling, som blandt andet ses tydeligt på det årlige studenteroptag, der er vokset fra 540 til 638 studerende. Den positive udvikling understreges også af, at antallet af forskere er steget med 48 procent, antallet af ph.d.-studerende er femdoblet, og at det årlige antal forskningspublikationer et tæt på tredoblet.

”Noget af det helt centrale her på instituttet er, at vi fostrer et spirende forskningsmiljø, og det har vokset sig større og større gennem de seneste år. Vi skal fortsætte den linje, som blev startet af min forgænger, og vi skal bygge videre på det, så vi får et endnu større forskningsmiljø her i Birk,” siger institutleder Anders Frederiksen. 

”Min hovedopgave som institutleder har været og vil også i fremtiden være fortsat at styrke båndet med erhvervslivet og sikre forskningsbaseringen af vores uddannelser. Og vi skal endnu tættere på virksomhederne i lokalområdet. Vi arbejder allerede på mange forskellige projekter i det Midt- og Vestjyske, som involverer både studerende og forskere,” forklarer Anders Frederiksen. 

Opbakningen til AU i Herning har også været tiltagende. Der har været en stor vækst i virksomhedssamarbejder, der årligt involverer 450 studerende og næsten 250 virksomheder. 

Kommunerne i Midt- og Vestjylland bakker også op om AU i Herning. Efter Lemvig Kommune i foråret sluttede sig til de øvrige kommuner i resultatkontrakten med AU’s afdeling i Herning, er der nu syv midt- og vestjyske kommuner med. Ud over Lemvig er det Ringkøbing-Skjern, Struer, Ikast-Brande, Skive, Holstebro og Herning. 

Faktaboks: Resultatkontrakt

Resultatkontrakten mellem instituttet og de 7 samarbejdskommuner (Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Struer, Ikast-Brande, Skive, Holstebro og Herning) fokuserer primært på innovation og iværksætteri. Kontrakten fokuserer på aktiviteter, som medvirker til, at Aarhus Universitet i Herning er et attraktivt sted at studere, samt at instituttet fremmer innovation og iværksætteri og dermed økonomisk vækst i områdets virksomheder.

Yderligere information

Anders Frederiksen, institutleder, Institut for Forretningsudvikling og Teknologi, Aarhus BSS (Aarhus Universitet)