Her er planerne for Engineering Lab i Herning

Aarhus Universitet offentliggør nu planerne for åbningen af en ny teknologibygning cirka en kilometer fra Birk Campus. Bygningen får navnet Engineering Lab og åbner i august 2019.

Til august åbner Aarhus Universitet det nye Engineering Lab i Herning. På billedet ses ingeniørdocent Martin Heide Jørgensen, som bliver ansvarlig for at drive de videnskabelige udviklingsaktiviteter og virksomhedssamarbejdet i Engineering Lab. (Foto: Lars Kruse AU)

En 1000 kvadratmeter stor lagerbygning på Industrivej Syd i Herning skal i løbet af de kommende måneder forvandles til en moderne teknologihal med laboratorier, tech-værksteder, auditorier og undervisningslokaler. 

Det sker som et led i universitetets ingeniørsatsning og åbning af nye uddannelser i Herning. 

”Vores mål er at etablere gode eksperimentelle faciliteter for vores ingeniørstuderende i Herning, så de helt fra første semester kan begynde at overføre teori til praksis i deres projektarbejde,” siger Conni Simonsen, direktør, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet. 

Engineering Lab skal efter planen officielt indvies i slutningen af august. 

LÆS OGSÅ: Aarhus Universitet åbner nye ingeniøruddannelser i Herning

3D-print, robotter og solceller

Engineering Lab kommer til at huse laboratoriefaciliteter inden for områderne maskinteknik, elektrisk energi og elektronik med udstyr til blandt andet 3D-print, solceller, skala-vindmøller, robotter og avancerede sensorer. 

”Det er tanken, at Engineering Lab skal være en integreret enhed for alle vores ingeniørvidenskabelige uddannelses- og udviklingsaktiviteter. Og det er tanken, at det skal være et åbent hus, hvor virksomheder kan samarbejde med både studerende og vores faglige stab og få hjælp til at benytte faciliteterne og gennemføre ingeniørfaglige projekter inden for især digitalisering, Internet of Things, Industri 4.0 og bæredygtighed,” siger Martin Heide Jørgensen, Ingeniørdocent, Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet.


Virksomhedernes udfordringer bliver en del af pensum

Engineering Lab bliver på den måde en ny ramme for mere samarbejde mellem Aarhus Universitet og regionens erhvervsliv. Intentionen er at skabe faglig værdi på ingeniøruddannelserne i Herning og samtidig gavne bundlinjen i virksomhederne, forklarer Conni Simonsen: 

”Den viden, vi skaber på universitetet, skal komme virksomhederne til gavn. Og omvendt skal virksomhedernes aktuelle problemstillinger og teknologiudfordringer ind i pensum på vores ingeniøruddannelser. Det er et samspil, som vi prioriterer meget højt, og Engineering Lab er en investering i at skabe gode lokale forudsætninger for videnudveksling,” siger hun. 

 
"Vi vil inspirere virksomheder til at finde bæredygtige løsninger"

Conni Simonsen understreger, at Engineering Labs aktiviteter især vil få fokus på udvikling af teknologi til smart industriproduktion og grøn energi med udgangspunkt i virksomhedernes forskellige innovationsbehov og vækstmuligheder. 

”Vi ønsker at række ud til små som store virksomheder i mange forskellige brancher og være en relevant samarbejdspartner for dem i deres teknologibaserede innovations- og udviklingsaktiviteter. Det gælder også virksomheder, som skal til at tage de første skridt med at integrere teknologi i deres forretning. Vores ambition er at møde alle virksomheder i faglig øjenhøjde og inspirere dem til at finde bæredygtige løsninger,” siger Conni Simonsen. 

LÆS OGSÅ caseartiklen om samarbejde mellem virksomheden CeramicSpeed og Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet. 

Virksomheder kan fra september måned 2019 benytte sig af Engineering Labs værksteder og laboratorier i Herning, og Ingeniørhøjskolen Aarhus Universitet er allerede i tæt dialog med det lokale erhvervsliv omkring nye fælles udviklingsprojekter. 

 

MERE INFORMATION

Læs mere om Aarhus Universitets ingeniørsatsning i Herning

KONTAKT

Martin Heide Jørgensen, ingeniørdocent, Aarhus Universitet