Energiforskning skal tænke samfundsvidenskaben ind i ligningen

Vi ved ikke nok om, i hvilken grad menneskelige faktorer indvirker på energiforbruget og indførelsen af ny teknologi, siger professor Benjamin K. Sovacool fra Aarhus Universitet.

08.08.2014 | Winnie Axelsen

Benjamin Sovacool, professor og centerleder af Center for Energiteknologier på AU Herning. Foto: Anders Trærup, AU Foto

Gennem grundige undersøgelser af feltet for energiforskning har Benjamin Sovacool, som er professor ved Aarhus Universitets School of Business and Social Sciences (AU Herning), fundet ud af, at forskningen mangler tværfagligt udsyn, og at forskerne for sjældent trækker på den viden, der er at hente i samfundsfaglige metoder og begreber. Hans resultater er netop blevet udgivet i det anerkendte internationale tidsskrift Nature og i et nyt tidsskrift, Energy Research & Social Science, som han selv er redaktør på. Benjamin Sovacool har analyseret 4.444 længere artikler, som blev udgivet mellem 1999 og 2013 i tre førende tidsskrifter.

Ifølge Benjamin Sovacool skal vi i højere grad påvirke den menneskelige adfærd, hvis vi skal sikre en bæredygtig fremtid for os alle. ”I energiforskningen er der simpelthen ikke nok fokus på de samfundsfaglige dimensioner,” mener han. ”For eksempel trækker de store statistikbureauer ikke på kvalitative data om vores energiforbrug, og det er et problem både i USA, Europa og andre steder rundt om i verden.”

”Mine resultater viser, at forskningens ensidighed hæmmer feltet i energiforskning. Ingeniører og økonomer ignorerer andre perspektiver og vildleder beslutningstagningsprocesser og afgørelser. Forskere er for optaget af tekniske løsninger i stedet for at finde måder, hvorpå vi kan ændre folks adfærd og de sociale normer, der leves efter. Tværfaglig forskning er fortsat forpurret af institutionelle barrierer i den akademiske verden og i regeringen. Traditionelt set har nationale og lokale energiorganer ikke haft ret mange samfundsfaglige folk ansat. Og de fleste tidsskrifter fokuserer kun på én enkelt disciplin.” Således argumenterer Benjamin Sovacool i sin artikel i Nature.

Men situationen ser dog ikke helt sort ud.  Benjamin Sovacool kommer med fire anbefalinger, som kan bringe mere samfundsvidenskab på banen inden for energiforskningen. Han udtaler: ”Energiforskning skal have et mere samfundsfagligt, socialt, tværfagligt og heterogent fokus. Hvis vi vil opnå analytisk ekspertise og sociale virkninger, skal vi have problemfokuserede forskningsaktiviteter på banen, der er rettet mod både fysiske og sociale processor og inkluderer flere forskellige aktører og blander kvantitative og kvalitative metoder.”

Yderligere information

For mere information om projektet udgivet i Nature og Energy Research & Social Science, se links nedenfor eller kontakt:

Benjamin Sovacool, professor og centerleder ved Center for energiteknologier (CET)
Aarhus Universitet, School of Business and Social Sciences, AU Herning
E-mail: benjaminso@auhe.au.dk
Tlf.: +45 8716 6915

Forskningsnyhed