Civilingeniør nr. 200 er blevet færdig

Det første hold studerende fra civilingeniøruddannelsen på Institut for Forretningsudvikling og Teknologi (AU Herning) blev færdige i efteråret 2009 og siden da er lige præcis 200 studerende gået samme vej.

23.06.2015 | Tine Bagger Christiansen

Rasmus Andersen (th.) og Steven Krogsdal Sørensen

Rasmus Andersen dimitterede mandag den 22.6 og bliver dermed færdig som civilingeniør (også kaldet cand.polyt. i teknologibaseret forretningsudvikling) nr. 200 fra uddannelsen på Aarhus BSS i Herning.

Rasmus begyndte på Business Development Engineer-uddannelsen, der handler om opstart, udvikling og forandring af virksomheder. Arbejdsområdet er innovation, forretningsudvikling, ledelse og iværksætteri og har derefter læst til civilingeniør Technology-Based Business Development. Rasmus skrev speciale sammen med medstuderende Steven Krogsdal Sørensen og slutter med et flot 12 tal.

Rasmus er oprindeligt fra Tjørring ved Herning og har i samarbejde med medstuderende Steven Krogsdal Sørensen skrevet speciale om produktudvikling hos VELUX.

Fremtiden
Rasmus er i den glædelige situation, at den jobmæssige fremtid er på plads, da han starter som Projekt Manager hos kaastrup|andersen a/s den 10. august 2015.

”Jeg ser meget frem til, at komme ud i "den virkelige verden" og sætte mine kompetencer i spil”, fortæller Rasmus Andersen og fortsætter:

”Gennem hele mit studie har jeg været rigtig glad for at have min daglige gang på AU Herning. Her har det været muligt at få sparring på et højt fagligt niveau og den tætte kontakt til erhvervslivet gennem hele uddannelsesforløbet har været meget interessant og lærerig og har klædt mig på til at en fremtid som ingeniør på arbejdsmarkedet. ”

 
Uddannelsesnyhed